23.12.2013, 10:53 | Af: Administrator

Fire ulve i aktion for U17-landsholdet

Der var spilletid til fire akademispillere, da U17-landsholdet i sidste uge mødte ind til årets sidste landsholdssamling. To ulve fik debut.

Da U17-landsholdet i sidste uge satte kursen mod Portugal, var hele fire ulve om bord på flyet. U17-landstræner Jan Michaelsen havde således fundet plads til både Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Mikkel Duelund og Rasmus Nicolaisen forud for årets sidste træningssamling, som også bød på to kampe mod Portugals U17-landshold.

I den første kamp mod Portugal, som blev spillet tirsdag eftermiddag, startede Alexander Munksgaard og Kristian Dirks Riis på banen, mens Mikkel Duelund blev skiftet ind til sin debut for U17-landsholdet i det 68. minut. Portugal pressede hårdt på, og danskerne fik at mærke, hvorfor Portugal tidligere på efteråret havde gjort rent bord i 1. EM-kvalifikationsrunde.

Danmark holdt dog stand, og da uret rundede 90 minutter, stod der stadig 0-0. Desværre lykkedes det imidlertid portugiserne at få omsat et indlæg til scoring i kampens sidste tillægsminut, hvorfor Portugal kunne trække sig sejrssigt ud af opgøret med en sejr på 1-0.

Heldigvis havde danskerne mulighed for at få revanche allerede torsdag eftermiddag. Danskerne mødte dog hård modstand op til kampen, da hele syv ud af de atten danske spillere blev ramt af et maveonde. Der var derfor foretaget en del ændringer i startopstillingen forud for returopgøret. Denne gang var der tre ulve i startopstillingen, nemlig Kristian Dirks Riis, Mikkel Duelund og Rasmus Nicolaisen.

Det var Rasmus Nicolaisens første U17-landskamp, og den tidligere Aulum IF-spiller kunne dermed glæde sig over en tidlig julegave. Alexander Munksgaard, med en fortid i Vind IF og Vinding UIF, fik endnu en gang landsholdsminutter i benene, da han blev skiftet ind i det 41. minut. Danmark kæmpede bravt, men kunne ikke helt matche de stærke portugisere, som endte med at vinde kampen 3-0.

På trods af to nederlag var landstræner Jan Michaelsen efterfølgende fortrøstningsfuld.

- Formålet med disse kampe er jo netop, at spillerne bliver testet mod meget dygtige modstandere. Og vi har heldigvis fundet mange svar på vores spørgsmål angående spillerne. Og også set nye spillere vise sig fint frem, sagde Jan Michaelsen til dbu.dk efter kampen.

Turen til Portugal runder et år af, som har budt U17-landsholdet på både op- og nedture. Sæsonen startede flot med en andenplads ved årets internordiske turnering og en tredjeplads ved Syrenka Cup. Desværre snublede holdet til gengæld i EM-kvalifikationen i september måned, hvor et nederlag til Østrig bremsede dansk deltagelse ved Elite Round i foråret.

Særligt Alexander Munksgaard og Kristian Dirks Riis kan dog glæde sig over et personligt flot landsholdsefterår, hvor de med henholdsvis ti og syv kampe for U17-landsholdet har fået masser af landsholdsminutter i benene. Denne stime kan de forhåbentlig udbygge, når U17-landsholdet til foråret tager imod Schweiz i en dobbeltlandskamp på hjemmebane.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox