07.12.2013, 10:25 | Af: Administrator

Olsen vil sætte flot punktum for syv år

PORTRÆT: To sølvmedaljer og en bronzemedalje har han fået hængt om halsen i sine syv år i FC Midtjylland, som har budt på både op- og nedture. En profil takker af.

Han var med til indvielsen af SAS Arena. Godt nok i en grøn trøje. Og oplevelsen er nok næppe en, de fleste AB-spillere husker tilbage på med glæde. Akademikerne blev nemlig sendt retur til Sjælland med en lussing på hele 6-0.

Hvor de fleste nok hurtigst muligt ville glemme sådan en oplevelse, var det anderledes for 19-årige Danny Olsen. Kulissen på det nye stadion placeret midt på den jyske hede havde gjort indtryk. Det tændte en drøm hos talentet, som var inde omkring DBU's ungdomslandshold.

Print-Selv-Billet: FC MIDTJYLLAND - AGF SØNDAG D. 8/12 KL. 16.30 - KØB BILLETTER HER >>

- Siden åbningskampen på SAS Arena havde jeg egentlig sagt, at jeg rigtig gerne ville spille for FC Midtjylland. At det så skulle ske, er jeg bare super glad for, og det var fantastisk, da jeg skiftede, fortæller Danny Olsen.

Turen til FC Midtjylland gik dog over FC Nordsjælland, hvor han spillede halvanden sæson, inden ulvene satte kløerne i den unge midtbanespiller. Det betød et møde med en ny landsdel, men også et gensyn med gamle venner for den nu 21-årige kantspiller.

Olsens kammerat fra Handelsskolen i Ishøj Mikkel Thygesen havde allerede taget turen til Heden. Simon Poulsen kendte han fra det danske U21-landshold, som både Olsen og Thygesen også var en del af. Thygesen og Poulsen havde med deres begejstring for FC Midtjylland kun gjort Olsen endnu mere nysgerrig efter den unge klub, som blomstrede på Heden.

- Jeg kom over til et andet setup, end jeg var vant til i FC Nordsjælland, og jeg blev meget positiv overrasket. Holdet var rigtig godt, og jeg var med til at vinde sølv i mit første halve år. Det var en fantastisk tid, men også en omvæltning at flytte som en ung knægt fra sin familie. Men jeg følte, det var det rigtige.

Sammen med kæresten havde han en lejlighed på Amager. Den blev skiftet ud med et hotelværelse i Herning. Efter tre måneder kom kæresten Anna også til Heden.

- Det var ikke noget svært valg, og jeg fortryder ikke, at jeg flyttede væk fra familien. Nu har jeg min egen familie, og jeg har rigtig mange tætte venner.

Op og ned
Det startede godt for Olsen. Han blev hurtigt en profil og fik to sølvmedaljer i sine første to sæsoner. Især i den anden sæson havde han som fast mand blandt Erik Rasmussens foretrukne sin andel i medaljerne.

Det kørte for kantspilleren. Og det blev ikke kun bemærket i det midtjyske. Også landtræner Morten Olsen havde man lagt mærke til talentet, og det resulterede i en plads på Ligalandsholdets tur til Thailand i januar 2009.

Men så vendte det. Præstationerne blev mere svingende, og det fik Danny Olsen at føle fra omverdenen. Flere fans var utilfredse med offensiv-spilleren, og det endte med et forsoningsmøde mellem Olsen og fansene.

- Det var en periode, hvor jeg var mere udskældt end andre. Folk mente ikke, jeg gjorde det godt nok, og måske gjorde jeg det heller ikke godt nok. Men det er jo sådan, det er at være fodboldspiller. Man kan ikke altid gøre det godt. Efter jeg havde et møde med fansene, fandt vi et fælles fodslag, og i dag er jeg utrolig taknemmelig over den opbakning, jeg har fået af fansene. Det har været hårdt, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af at være udskældt, men jeg er sikker på, at det har modnet mig i sidste ende. De ting, der er sket, har været med til at gøre mig til en mere komplet fodboldspiller, siger Danny Olsen.

Viceanfører med ansvar
Meget er sket, siden den teknisk velbegavede boldspiller for første gang fik den jyske muld under støvlerne. Han er gået fra en rolle, hvor det var den offensive del af fodbolden, der havde hans interesse, til at være en tovejs-spiller, der gang på gang topper listen over fleste løbede kilometer efter en kamp. Ofte har den løbestærke midtbanespiller rundet 12 kilometer efter to gange 45 minutter på grønsværen.

- Da jeg kom til FC Midtjylland var jeg en ung knægt, der spillede på kanten og havde sine forcer i det afsluttende spil med indlæg og afslutninger. I dag er jeg blevet mere komplet og udnytter mit blik for spillet og mit løbepensum. Jeg har fået en anden plads på banen, som gør, at min kvaliteter kommer bedre til udtryk, og det er klart Glen, Priske og Hermansens fortjeneste, fortæller Danny Olsen, der de seneste to og et halvt år primært har været brugt som offensiv midtbanespiller på den såkaldte 8'er position.

Med sine 28 år er Danny Olsen også en af de mest rutinerede spillere i en ung midtjyske trup, hvor gennemsnitsalderen i kampene ofte ligger omkring de 25 år. Det har betydet mere ansvar til Olsen, der i denne sæson også blev udnævnt til viceanfører for ulvene.

- Det har været meget naturligt at tage ansvar og hjælpe de unge på vej. Det er en rolle, jeg har haft i flere år. At være viceanfører er et kæmpe hverv og et job, man skal tage seriøst, og det har jeg virkelig gjort. Man skal gå forrest på banen, og det har jeg gjort og hjulpet de unge, når det har brændt på. Jeg er taknemmelig for, at trænerteamet stolede på mig, og jeg tror, at det har været med til at gøre, at mine præstationer har været mere stabile, end de har været længe.

Ægtemand og far
Det er ikke kun inden for de hvide kridtstreger, at Danny Olsen har været igennem en kolossal udvikling. Mange ting er også sket uden for banen i de syv år, hvor basen har været i det midtjyske. I dag kan han både kalde sig ægtemand og far til to piger på henholdsvis et og fire år. Det står i skarp kontrast til den 19-årige københavner, der flyttede til Herning i 2007.

- Jeg var en ung knægt, der bare lå sammen med kæresten på sofaen og så fjernsyn og tog ud og spiste. Vi havde ingen forpligtelser, og der var kun fodbold at tænke på. I dag har vi et helt andet ansvar. Nu skal man sørge for, at børnene kommer op, får tøj på, får morgenmad og kommer i institution, siger Danny Olsen om morgenrutinen, som de fleste forældre sikkert kan nikke genkendende til.

Det skal da heller ikke opfattes som en klagesang fra Olsen. Tværtimod. Det har givet nye perspektiver på livet. Måske har det sågar givet en bedre fodboldspiller.

- Jeg tror, at familien gør, at man hviler mere i sig selv. Har man haft en dårlig dag eller leveret en dårlig præstation, så er det dejligt at komme hjem til ungerne, der ikke ved noget om fodbold, men bare er glade for at se deres far. Det, tror jeg, har gjort stor gavn for mig som fodboldspiller. Jeg tror dybest set, at mine børn har stor andel i, at jeg føler, jeg er en mere komplet spiller, siger Danny Olsen.

Syv år skal sluttes godt af
På søndag trækker Danny Olsen for sidste gang i den sorte ulvetrøje. En speciel oplevelse i sig selv, og den bliver ikke mindre af, at modstanderen er hans nye arbejdsgiver AGF. Han kunne have gjort det let for sig selv. Hevet et gult kort til sig i den seneste kamp mod FC Vestsjælland, som ville udløse karantæne. Det var dog aldrig et scenarie, der var inde i overvejelserne.

- Faktisk tænkte jeg mere på, at jeg ikke skulle få et gult kort, for jeg vil rigtig gerne slutte af på hjemmebane, forklarer Olsen.

- Det bliver jo en sjov oplevelse på mange måder. Der er ikke mange fodboldspillere, der får lov til at opleve at slutte mod sin kommende klub, som jeg glæder mig til at tørne ud for i foråret, men jeg er så professionel og holder så meget af FC Midtjylland, at så længe jeg har en sort trøje på med et logo, hvor der er en ulv, så vil jeg give mig 100 procent for klubben, og det vigtigste er at slutte godt af.

Danny Olsen er afklaret omkring skiftet. Han har vidst det gennem hele efteråret. Derfor har han haft tid til at vænne sig til det. Søndag aften bliver det så til virkelighed.

- Jeg håber bare, at begge fangrupper vil taget godt imod mig. Jeg holder rigtig meget af FC Midtjyllands fans, og jeg er glad for den støtte, jeg har fået, og det vil ikke gøre mig mere glad end at kunne slutte af med en sejr og sætte et godt punktum. Og så håber jeg, at AGFs fans har forståelse for, at jeg gerne vil slutte godt af i den klub, jeg har været i i syv år.

- Jeg er stolt over, at jeg kan flytte fra en klub, som ligger nummer et. Jeg har spillet alle kampene og næsten 90 minutter i alle, så jeg føler, jeg har været en stor del af det. Jeg synes bare, det gør det lettere at skifte, når jeg ved, at klubber ligger i en god position, frem for man lå til nedrykning, og man efterlod klubben og drengene i en svær situation. Nu ved jeg, at drengene kan gå på ferie og kigge tabellen og se, de ligger nummer et. Det giver mig en stor tilfredsstillelse, og fansene fortjener førstepladsen. Jeg vidste før sæsonen, at jeg skulle skifte, og jeg fortryder ikke mit skifte, men jeg kommer helt klart til at savne alle i klubben.

Fem hurtige!
Bedste mål?
Brøndby Stadion. 1-2 med venstreben.

Største oplevelse?
Målet mod Manchester City

Bedste medspiller?
Petter Andersson

Bedste træner?
Glen Riddersholm

Bedste modstander?
Dame N'Doye

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox