04.12.2013, 09:30 | Af: Administrator

Vidste du, at FC Midtjylland og AGF...

FCM.dk har i samarbejde med danskfodbold.com været i arkiverne og fundet skæve vinkler til søndagens superligakamp mod AGF.

Vidste du, at...

- FC Midtjylland har vundet de to seneste superligakampe mod AGF. Hvis det bliver til sejr igen, vil det være kun anden gang, og første gang siden marts 2006-september 2007, at FC Midtjylland vinder tre superligakampe i træk mod AGF.

Superligakampe mellem FC Midtjylland og AGF er som oftest målrige. De 34 tidligere opgør har budt på 121 scoringer fordelt med 60 til FC Midtjylland og 61 til AGF svarende til et gennemsnit på 3,56 mål pr. kamp.

Print-Selv-Billet: FC MIDTJYLLAND - AGF - KØB BILLETTER HER >>

- Ud af de 34 tidligere superligakampe mellem FC Midtjylland og AGF har kun 3 af kampene haft færre end 2 scoringer. Alle 3 kampe har haft en scoring, så en superligakamp mellem FC Midtjylland og AGF er aldrig endt uden scoringer.

- FC Midtjylland vil i tilfælde af 3 point mod AGF tage sin sejr nr. 200 i klubbens superligakamp nr. 447. Hvis FC Midtjylland scorer mindst 3 mål, vil den tredje scoring være FC Midtjyllands mål nr. 700 i Superligaen.

- FC Midtjylland spiller sin 12. superligakamp i december, og hidtil har det ikke ligefrem været den bedste årstid for point. Godt nok vandt FC Midtjylland deres seneste opgør i december, sidste år mod AC Horsens, men derudover er det kun blevet til én sejr over Viborg FF i 2002.

- FC Midtjylland kan med en sejr over AGF komme op på i alt 61 point i hele 2013-sæsonen. Dermed vil FC Midtjylland have opnået knap 2 point pr. superligakamp (61p/31k), hvilket suverænt er det højeste gennemsnit blandt superligaklubberne i 2013.

På trods af garanti for at afslutte efterårssæsonen på Superligaens førsteplads har FC Midtjylland faktisk én sæson tidligere præsteret højere pointhøst efter sæsonens 18 første kampe, nemlig i 2006/07, hvor det blev til 37 point.

FC Midtjylland har kun én gang tidligere spillet en turneringskamp den 8. december. Det var i 2005, hvor det blev til 1-1 mod norske IK Start i overværelse af kun 63(!) tilskuere.

- Jens Maee har dømt FC Midtjylland i 4 tidligere superligakampe, og FC Midtjylland har endnu sit første point til gode.

- Det er ca. 2 år siden, at FC Midtjylland sidst har tabt to superliga-hjemmekampe i træk. Dengang, november 2011-marts 2012, var de sejrende klubber AaB og Lyngby BK.

Glen Riddersholm vil stå i spidsen for FC Midtjylland for 110. kamp. Dermed vil han passere Ove Pedersen og alene være indehaver af næstflest kampe som træner for FC Midtjylland, kun overgået af Erik Rasmussen.

Danny Olsen vil med en enkelt scoring blive den næstmest scorende spiller for FC Midtjylland, idet hans 44 scoringer da vil være én mere end Mikkel Thygesen, men stadig knap 90 scoringer efter Frank Kristensen.

Frank Kristensen har i Superligaen hidtil scoret 46 mål på MCH Arena, 21 mål på Ikast Stadion og 41 mål på andre stadions. Med en enkelt scoring mere på MCH Arena, vil han alene overtage rekorden som mest scorende superligaspiller på samme Superligastadion, der pt. deles med Søren Frederiksen/Viborg Stadion.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox