25.02.2013, 11:05 | Af: Administrator

Pimpong gør comeback i FC Midtjylland

Det bliver dog ikke på banen, men i FC Midtjyllands erhvervsnetværk, at den ghanesiske fodboldspiller gør comeback.
 

Han spillede fem år i FC Midtjylland, og nu gør den ghanesiske boldkunstner comeback hos ulvene. Det bliver dog ikke på banen, at Razak Pimpong gør comeback, men derimod i klubbens voksende handelsnetværk.

Sideløbende med fodbolden har Razak Pimpong nemlig virksomheden Pimpong Art, som han etablerede for halvandet år siden. Her hjælper Pimpong hovedsagligt unge talentfulde ghanesiske kunstnere med at distribuere og sælge deres kunst.

- Ved at være en del af handelsnetværket håber jeg, det giver mulighed for at vise den kunst frem, som mine kunstnere laver. Jeg spillede i FC Midtjylland i fem år og snakker stadig med folk i klubben, så derfor var det oplagt at blive en del af netværket, siger Razak Pimpong, der stadig bor i Herning.

- Det startede med en kunstner fra Ghana, som havde et talent, men som ikke kunne komme ud med sine malerier. Han havde ikke noget netværk. Derfor vil jeg gerne bruge mit for at hjælpe, forklarer Pimpong, der håber, at hjælpen kan resultere i et studie til den ghanesiske kunstner.

I FC Midtjylland glæder Relation Manager Jan Lindegaard sig over, at klubben kan byde velkommen indenfor i handelsnetværket til en tidligere spiller.

- Det er med stor glæde, at vi byder Razak Pimpong tilbage hos FC Midtjylland og FCM erhvervsnetværk. Det betyder meget, at vi kan tilbyde vores tidligere fodboldspillere deltagelse i vores store erhvervsnetværk og via den vej støtte dem, som enten skal til at starte en erhvervskarriere, eller som er godt i gang med en karriere. Tilsvarende samarbejder vi også med vores erhvervsnetværk om vores unge talenter, som vi også hjælper med praktik- og lærepladser, fortæller Jan Lindegaard.

- Razak Pimpong er trådt ind en af vores handelsgrupper Biz-Net, og vi hjælper hellere end gerne med at skabe nye relationer og erhvervskontakter. Vi ser meget frem til samarbejdet med Razak, som også med sin personlighed og meget fan-venlige facon uden tvivl også vil være en gevinst for netværket på andre områder. Razak bliver forhåbentlig ikke den eneste tidligere FCM-spiller, vi byder velkommen tilbage, siger Jan Lindegaard.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox