21.02.2013, 09:08 | Af: Administrator

Ulvene holdt målfest i første kamp

FC Midtjyllands reserver begyndte forårssæsonen på den bedst tænkelige måde. Med en sejr – og med masser af mål.

Ulvene spillede onsdag eftermiddag den første af ti kampe i Reserveligaen. I de næste tre måneder skal reserverne matches mod blandt andet Brøndby IF, Silkeborg IF og altså onsdagens modstandere fra Esbjerg fB. 

MCH Arena skånes stadig i vintervejret, så kunstgræsset på EDC Arena i Ikast udgjorde kamppladsen for årets første kamp. Og ulvene kom klart bedst ud af vinterhiet med en 4-2-sejr.

- Vi møder et hold, som er rigtig rutineret, og med mange gode spillere – og jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp. Vi starter godt ud, og er både kloge og tålmodige med og uden bolden, forklarer træner Lars Friis

Marco Larsen var kampens helt store oplevelse med et vaskeægte hattrick i første halvleg. 1-0, 2-0 og 3-0-scoringer, hvor angriberen viste kvaliteter både i boksen og som dygtig dybdeløber.

Ulvene sad fuldstændig på første halvleg, men var knap så imponerende i anden. På ti minutter kom Esbjerg tilbage til 3-2 inden midtjyderne igen fik samling på spillet. I sidste minut lukkede indskiftede Joachim, da han fik dirigeret et indlæg fra Musefiu i nettet. 

- Det er tydeligt, at drengene har glædet sig til at spille om point igen, og det er rigtig vigtigt med en sejr i første kamp, for vi skal vinde den her række. Jeg har sagt det før, men vi spiller altså altid for at vinde, og det gjorde vi godt i dag, mener Lars Friis

FCM-reserverne skal i kamp igen mandag d. 4. marts klokken 17.00 mod Brøndby IF. Det er igen på EDC Arena, og der er gratis entré. 

FC Midtjylland II – Esbjerg fB II 4-2 (3-0)

1-0 Marco Larsen, 11 min 

2-0 Marco Larsen, 28 min 

3-0 Marco Larsen, 45 min 

3-1 Mikkel Agger, 50 min

3-2 Martin Bergvold, 60 min 

4-2 Joachim, 89 min 

FC Midtjyllands start-11:

Oliver Korch, Jesper Lauridsen, Noah, Ragnar Sonni Nattestad, André Rømer, Lasse Thomsen (ud 62), Isaac Oliseh, Marco Larsen, Frank Kristensen, Frederik Møller (ud 55), Musefiu. 

FC Midtjyllands bænk:

Michael Ravn, Paul, Benjamin (ind 55, ud 68 (skadet)), Emmanuel (ind 62), Asger Sørensen, Joachim (ind 68) Andersen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox