01.03.2013, 11:25 | Af: Administrator

Bak: Glæder mig helt vanvittigt

- Det bliver helt vildt at løbe ind på MCH Arena igen, siger Kristian Bak forud for forårspremieren.

Lørdag eftermiddag skydes Superligaen igen i gang for FC Midtjylland, når SønderjyskE kommer på besøg. Et point skiller de to duellanter inden forårspremieren.

- Det er en meget vigtig kamp. Det er nemt at se i tabellen, hvad den betyder. Derudover er det en premierekamp, hvor der vil være nerver på hos begge hold. Jeg håber, vi bliver det hold, der først finder vores spil, siger Kristian Bak.

Ulvene er gået ubesejret gennem opstarten, og holdet har også været forskånet for skader.

- Vi står fint rustet, men jeg har prøvet mange gode og dårlige opstarter, men det er ikke altid, at det hænger sammen med den start, man får på turneringen. Vi ved, vi er der fysisk, men det handler om at være mentalt klar på dagen. Vi skal arbejde hårdt fra første minut.

LÆS OGSÅ: Masser af aktiviteter inden forårspremieren

I efteråret lukkede ulvene for mange mål ind, men i opstarten har der været fokus på den defensive organisation, og det har udmøntet sig, at der er blevet scoret færre mål mod holdet i træningskampene.

- Vi kan tage med fra testkampene, at vi har lukket færre mål ind, end vi har gjort tidligere. Det tyder på, at fokus har ændret sig. Jeg håber, vi kommer til at se et FC Midtjylland-hold, der lukker færre mål ind i foråret, siger Kristian Bak.

Og FCM-kaptajnen, der i opstarten er blevet brugt på den centrale midtbane, glæder sig til at få skudt hul på et spændende forår.

- Jeg glæder mig helt vanvittigt. Vi har trænet i mange måneder nu og spillet træningskampe, men træningskampe er ikke det samme, som når der er point på spil. I morgen skal vi ud og gøre det, vi har trænet på i tre måneder. Det bliver helt vildt at løbe ind på MCH Arena igen, og jeg glæder mig til at se, hvor mange tilskuere, der kommer, siger Bak.

Der er kampstart på lørdag klokken 17.00, men allerede fra klokken 15.00 begynder opvarmningen til forårspremieren på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox