16.03.2013, 19:47 | Af: Administrator

Bittert exit for U17 i Italien

Trods spilkontrol og mange store chancer måtte U17-holdet lørdag eftermiddag se sig slået af pizzaens hjemby Napoli og er derfor ude af Città di Arco Beppe Viola turneringen i Italien.

En nervøs start fra begge hold gav første halvleg i dagens opgør en løs karakter. Ingen af holdene formåede at sætte spillet, og den manglende struktur bevirkede, at ingen af de to rigtig blev farlige på den sidste tredjedel.

Alligevel lykkedes det de azurblå værter at bringe sig i front, da en tilfældig bold endte i feltet. Lidt tøven fra den midtjyske defensiv resulterede i, at Italienerne kunne sætte en lang tå på bolden og dermed score til 1-0. Det forblev stillingen til pausen.

- I pausen får vi justeret nogle af de ting, der gjorde første halvleg rodet for os. Det giver pote, og hele anden halvleg sidder vi fuldstændig på tingene, forklarer cheftræner Svend Graversen.

FC Midtjylland fik fra anden halvlegs start etableret et hårdt pres, og efter ti minutter blev en afslutning fra Sigurd Schøndorf pareret med hånden af en Napoli-spiller i feltet, hvorfor dommeren korrekt dømte straffespark.

Det tog Joachim Andersen sig af og udlignede med et resolut spark fra ellevemeterpletten. Udligningen indledte en intens jagt på et føringsmål for ulvene.

- Erik Braun kommer flot til en friløber, men må se sit skud blokeret af deres keeper. Udover det har vi tre-fire andre rigtig gode tilbud. Ind vil den bare ikke, lyder det ærgerligt fra Svend Graversen.

Ti minutter før tid blev et langt midtjysk pres skæbnesvangert, da de blev fanget med for mange folk højt på banen. Det skabte en omstilling til Napoli, som italienerne flot scorede på. FC Midtjylland fortsatte det høje pres resten af kampen, men uden held. Kampen endte dermed 2-1.

- Vi er utrolig skuffede. Der var grobund for et meget bedre resultat, følte vi, men vi må bare erkende, vi ikke har været konsekvente nok. Kynismen manglede i de situationer, der krævede det, slutter Svend Graversen.

U17-holdet er altså ude af Città di Arco Beppe Viola. De næste dage byder derfor på nogle træningspas og en træningskamp tirsdag mod Vicenza, inden turen onsdag går hjem til Danmark.

Matchfacts
Napoli - FCM U17 2-1 (1-0)
1-0 20’ Napoli
1-1 52’ Joachim Andersen
2-1 69’ Napoli

FCM start-11: Rasmus BachRasmus Nissen Kristensen, Rasmus Lauritsen, Joachim Andersen, Jeppe SolgaardJonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Mikkel DuelundSigurd Schøndorf, Erik BraunSimon Sterring

Udskiftninger:
23’ Gloire Rutikanga ind for Jonas Gemmer
65’ Ramjavakar Yogathas ind for Sigurd Schøndorf

tm

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox