29.03.2013, 12:10 | Af: Administrator

Black Wolves bidrager til røde næser

FC Midtjyllands officielle fanklub Black Wolves har valgt at støtte Dansk Hospitalsklovnes arbejde ved at støtte foreningen med 5.000 kroner.

Langfredag bliver en festdag i fodboldens og velgørenhedens tegn på MCH Arena. På initiativ fra spillertruppen vil der blive samlet ind til fordel for Danske Hospitalsklovne, der spreder glæde og latter hos sygdomsramte børn og deres familier.

Indsamlingen har mødt bred opbakning med økonomisk støtte fra spillerne selv såvel som Unibet, der donerer halvdelen af overskuddet fra de spil, der bliver placeret på fredagens kamp – dog mindst 15.000 kroner.

Senest har FC Midtjyllands officielle fanklub, Black Wolves, også meldt sig som bidragsydere, da de donerer 5.000 kroner til Danske Hospitalsklovnes arbejde.

- Vi synes, det er et fantastisk initiativ, som Tim Janssen og Jonas Lössl har taget, hvilket vi gerne vil bakke op om. Ofte glemmer vi, hvilken privilegeret tilværelse vi lever, men der findes desværre mange familier rundt om i landet, der må tilbringe meget tid på hospitalet, da deres søn eller datter er sygdomsramt, hvilket et event som dette minder os om, siger Peter Ross, der er formand for Black Wolves.

- Hvis vi med vores donation kan bidrage til at sprede lidt glæde i børnenes hverdag, kan vi ikke ønske os mere. Vi håber med dette bidrag at sende et signal til vores medlemmer om at støtte indsamlingen på fredag, lige såvel som vi gerne vil signalere til omverdenen, at fodboldfans indeholder meget mere end ballade og negative historier, forklarer Peter Ross.

I FC Midtjylland er fankoordinator Michael Munch både glad for og stolt over, at fansene med donationen har valgt at støtte op om den gode sags tjeneste.

- Vi er glade for, at Black Wolves ikke alene giver spillerne optimal opbakning på banen, men også vil støtte op om spillernes og klubbens velgørende arbejde. Vi er stolte over at have en fanklub, som vil være med til at tage et socialt ansvar og gøre en forskel for syge børn ved at støtte Danske Hospitalsklovne, siger Michael Munch fra FC Midtjylland.

Til aftenens kampen mod FC København, der har kampstart klokken 19.00, vil det overalt på MCH Arena være muligt at købe de røde klovnenæser til minimum ti kroner. På den måde støtter man Danske Hospitalsklovne. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox