28.03.2013, 08:52 | Af: Administrator

Fiola og FCM-spillere skabte glæde på Herning Sygehus

Som et led i spillerinitiativet til at støtte Danske Hospitalsklovne besøgte Tim Janssen og Jonas Lössl sammen med hospitalsklovnen Fiola Herning Sygehus. Det var en stor oplevelse for fem-årig Xander.

Det kan være hårdt at være indlagt på hospitalet, og især for børn kan det være en barsk omgang, men sidste torsdag var Tim Janssen og Jonas Lössl med til at få tankerne væk fra sygdom, da de besøgte børneafdelingen på Herning Sygehus i selskab med hospitalsklovnen Fiola.

Børnene fik sig en stor oplevelse under besøget, men besøget skabte også begejstring blandt børnenes forældre. Kristinna Fie Petersen, der er mor til Xander på fem år, skrev efter at have set sønnens glæde over besøget til FC Midtjylland for at sige tak.

- Besøget betyder rigtig, rigtig meget. At få snakket med to superligaspillere er ikke noget, man oplever hver dag, og klovnenes glæde var med til at give et afbræk fra sygdommen. Xander blev rigtig glad, fortæller Xanders mor.

- Når Xander bliver glad, bliver jeg som mor også glad. Det handler om glæden ved at se noget sjovt. At få interessen et andet sted hen. Det gør en forskel, siger Kristinna Fie Petersen.

Men det var ikke kun børnene, som fik en stor oplevelse ud af besøget. Det gjorde de to FCM-profiler også.

- Det var stort at besøge børneafdelingen. Det var fedt at få et indblik i, hvordan hospitalsklovnene arbejder, og hvor glade børnene bliver for det. Hospitalsklovnene laver et stort stykke arbejde og giver børnene et smil på læben, siger Jonas Lössl.

- Det var fantastisk at få det billede tilsendt, hvor vi kan se den tegning, som Xander har tegnet. Det er virkelig stort at kunne være med til at hjælpe en dreng som Xander og give ham en god oplevelse, siger FCM-målmanden.

Både FCM og FCK-spillere løber på banen med klovnenæser, ligesom der bliver solgt klovnenæser på MCH Arena, hvor overskuddet går til Danske Hospitalsklovne. Spilfirmaet Unibet har ligeledes valgt at donere halvdelen af deres overskud på kampen eller minimum 15.000 kroner til Danske Hospitalsklovne.

Siden spillernes og hospitalsklovnen Fiolas besøg er Xander gået i gang med forberede sig til fodboldkampen. På trods af sin sygdom har Xander lavet et stort papirbanner, som han vil overrække til Tim Janssen og Jonas Lössl til kampen.

Xander er indlagt med en sjælden sygdom, der forårsager, at hans kirtler er så hævede, at hans luftveje bliver lukket. Han er indlagt fra dag til dag, men mor Kristinna er overbevist om, at Xander bliver klar til kamp langfredag.

- Det går fremad, så jeg håber på, at han bliver, men han skal selvfølgelig heller ikke komme for hurtigt hjem. Han skal være rask, slutter Kristinna Fie Petersen.

Hvis Xander bliver rask til kampen mellem FC Midtjylland og FC København langfredag klokken 19.00, så har Tim Janssen og Jonas Lössl lovet Xander, at han kan gå med spillerne ind på banen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox