15.03.2013, 09:25 | Af: Administrator

Juelsgård forlænger med hjerteklub

Jesper Juelsgård har forlænget kontrakten med FC Midtjylland, så den løber til udgangen af 2014.

FC Midtjylland har forlænget kontrakten med en af klubbens egne. Jesper Juelsgård, der kom til FC Midtjylland fra Spjald, som er en del af FCM Klubsamarbejdet, har således sat sin signatur på en kontrakt, som løber frem til udgangen af 2014.

- Jeg er super glad for at være i FC Midtjylland. Den nye kontrakt giver mig ro og mulighed for at fokusere 100 procent på fodbolden. Jeg har stadig ambitioner om at komme til udlandet på et tidspunkt, men jeg vil gerne understrege, at jeg er sindssyg glad for at være i FCM, siger Jesper Juelsgård.

Selv om Jesper Juelsgård, der i sommer fik sin landsholdsdebut, ikke lægger skjul på, at fodboldambitionerne rækker til en udenlandsk klub, så mener venstre backen fortsat, at der er masser af udviklingsmuligheder i FC Midtjylland.

- Superligaen er på et højt niveau, og jeg synes ikke, at jeg i de første to kampe har vist det, jeg kan. Jeg skal arbejde med at højne mit bundniveau og spille mere stabilt, siger Jesper Juelsgård, der foruden et seksmåneders lejeophold i Skive har spillet hele sin seniorkarriere i FC Midtjylland.

Han skiftede til Ikast FS to år inden, at FC Midtjyllands fodboldakademi blev etableret. Da Akademiet så dagens lys i 2004, var han sammen med blandt andre Jonas Lössl, Winston Reid og Simon Kjær en del af den første årgang, som blev optaget.

Stor plads i hjertet
- FC Midtjylland betyder rigtig meget for mig. Det er der ingen tvivl om. Jeg har spillet i FCM i 10-11 år og fået min opvækst i klubben. FC Midtjylland har en stor plads i mit hjerte, og det vil den altid have. Jeg er rigtig glad for at have skrevet under på den nye aftale, siger Spjald-knægten.

I FC Midtjylland glæder ordførende direktør Claus Steinlein sig over, at det er lykkes at forlænge kontrakten med en af de spillere, som har fået sin fodbolduddannelse i klubben og har udviklet sig til en profil i Superligaen.

- Det er både ud fra et forretningsmæssigt og spillemæssigt synspunkt, at vi har forlænget kontrakten med Jesper Juelsgård. Jeg har kendt "Julle", siden han var 12 år, og jeg er glad for, at han har valgt at forlænge sin kontrakt med FC Midtjylland, siger ordførende direktør Claus Steinlein.

- Forlængelsen viser, at han har et stort FCM-hjerte. Det har været vigtigt for ham at give klubben noget igen. Nu håber vi, at han kan tage næste step og blive endnu mere stabil, så han kan tage springet til landsholdet og på sigt blive solgt til en udenlandsk klub, siger Steinlein.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox