22.03.2013, 11:12 | Af: Administrator

Korch med i dansk remis

Oliver Korch diskede op med en vigtig redning, da det danske U19-landshold spillede 1-1 mod Frankrig.

Det danske U19-landsholdet er i gang med forberedelserne til den afgørende EM-kvalifikationsrunde i juni i Portugal. Torsdag aften spillede de danske talenter 1-1- mod Frankrig.

Her var FC Midtjyllands talentfulde keeper Oliver Korch valgt i målet, mens der til kampen var afbud fra FCM-forsvareren Patrick Banggard Jensen, der blev ramt af kyssesyge på klubbens træningslejr i Portugal.

Franskmændene var tæt på et føringsmål efter 13 minutter med et frisparksforsøg på den ene opstander, men midtvejs i halvlegen kunne de danske drenge i stedet juble over en scoring, da Lucas Andersen sendte kuglen videre til Kenneth Zohore, og midt for mål bragte Fiorentina angriberen Danmark foran.

Syv minutter før pausefløjtet fik hjemmeholdet udlignet på flotteste vis, da Antoine Conte kanonerede bolden i mål fra 30 meter. Kort efter pausen var Frankrig millimeter fra et føringsmål, men Oliver Korch hev en super redning op af posen.

Sidenhen var Kenneth Zohore tæt på at blive dobbelt målscorer, men ingen af holdene formåede at score i de sidste 45 minutter, og derfor sluttede testkampen 1-1. De to mandskaber møder hinanden igen i morgen, hvorefter næste opgave for U19-talenterne bliver den 30. maj mod Tyskland, inden det går løs EM-kvalifikationen i begyndelsen af juni.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox