15.03.2013, 21:58 | Af: Administrator

Lærerig oplevelse for U17-talenterne

Ulvene tabte parodi af en fodboldkamp til Atalanta.

Fredag eftermiddag var FCM-truppen draget til Riva del Garda, der mest er kendt som feriedestination i kraft af sin placering ved en naturskønt bugt i Gardasøen. Her skulle man møde Atalantas talenter, der vandt Cita di Arco-turneringen tre gange i årene fra 2006-2009 og sidste år nåede frem til semifinalen.

Med det in mente kunne man med en vis rimelighed have forventning om, at det ville blive en seværdig og velspillet kamp, men af flere årsager blev det ikke tilfældet.

En af grundene dertil var banen, der på papiret skulle være beklædt med græs, men viste sig at bestå af lige dele sten og jord. Det skabte utilfredshed hos begge mandskaber og fik FCM-lejren til at anmode om at kampen blev flyttet. Det var Atalanta dog ikke parat til, og udgangen på affæren blev derfor, at kampen blev afviklet på det norditalienske månelandskab.

Italienerne var hurtigst til at tilpasse sig de usædvanlige forhold inden for kridtstregerne, og det betød, at holdet fik etableret et pres på ulvene i kampens indledning. Efter ti minutter førte det til kampens første mål – et hurtigt slået indlæg fra italienernes højrekant tog FCM-forsvaret på sengen, og selvom den modtagende spiller halvkiksede sin afslutning, fik bolden alligevel tilstrækkeligt med fart til at trille ind bag Rasmus Bach i FCM-målet.

Dermed havde Bergamo-klubben det resultat, de skulle bruge, og med det gik kampen over i en ny fase. I resten af halvlegen sørgede italienerne med alle for hånden værende midler for at spolere de spæde tilløb til etableret spil, der måtte være. Det skete med en blanding af tidsudtræk, endeløs brok til dommeren og frispark.

Det sidstnævnte gav ganske vist ulvene en stribe potentielt farlige standardsituationer, men det stod hurtigt klart, at dommeren ikke havde tænkt sig at fløjte, når en af FCMs spillere blev nedlagt i feltet. Det udnyttede Atalanta til at begå adskillige åbenlyse straffespark, hvilket førte til massive protester fra de stedse mere vantro FCM-spillere.

FCM benyttede pausen til at foretage tre udskiftninger i håbet om at få vendt slagets gang, og ti minutter inde i anden halvleg indtraf så dagens mest absurde begivenhed – et FCM-indlæg skabte tumultagtige tilstande i Atalanta-feltet, og til alles overraskelse førte den helt igennem håbløse dommer fløjten til munden og pegde på pletten.

- Den kunne sagtens dømmes, men den var jo kun halvt så stor som de 7-8 situationer, der havde været i første halvleg, hvor vores spillere blev flået i, revet omkuld og sparket i maven. Italienerne gik fuldstændig amok på dommeren, lyder det fra Svend Graversen, der ikke kan lade være med at grine over det komiske i situationen.

Så var det pludselig FCM, der havde et brugbart resultat, og ud fra devisen ”skik følge eller land fly” forsvarede ulvene sig med en blanding af at losse bolden væk og tidsudtræk. Missionen blev dog besværliggjort af den brødebetyngede dommer, der konsekvent gav alle hjørnespark og indkast til italienerne uden smålig skelen til, hvem der havde rørt bolden sidst. Det gav et maksimalt pres på FCM, men da Rasmus Bach i kampens sidste minut hev en fantomredning ud af ærmet, lignede det en afgørelse.

Dybt inde i overtiden spottede kampens ophavsmand dog på fantasifuldvis et frispark på FCMs banehalvdel. Atalanta skubbede alle mand frem, og da bolden blev pumpet ind i feltet, signalerede dommeren, at en FCM-spiller havde haft hånd på bolden. Straffespark. Det udnyttede italienerne til at tage sejren og sætte punktum for et helt igennem bizart opgør.

- Ja, det er i hvert fald en af de kampe, jeg også vil kunne huske om ti år, lyder det diplomatisk fra Svend Graversen efter kampen.

- Sammenlagt blev der måske spillet fodbold i ti minutter, og for den neutrale tilskuer må det have været en forfærdelig kamp at overvære. Spillerne er selvfølgelig frustrerede nu, men det er også lærerigt for dem at prøve at opleve sådan noget. Kampen i morgen mod Napoli bliver ligesom den her, så det er alfa og omega, at vi ikke kommer bagud, understreger FCM-træneren.

I puljens anden kamp vandt Juventus med 3-1 over Napoli, hvilket efterlader alle hold med tre point, men med FCM som øjeblikkeligt førerhold, da ulvene som det eneste hold har en positiv målscore.

Det betyder at:

- FCM går videre med en sejr i lørdagens kamp mod Napoli, forudsat at Atalanta ikke vinder deres kamp mod Juventus. I så fald går Atalanta videre i kraft af deres sejr i det indbyrdes møde med FCM.
- FCM går videre, hvis begge puljens opgør ender uafgjort.
- FCM er ude, hvis de taber til Napoli.

Den afgørende kamp mod Napoli spilles lørdag klokken 15.00 - følg den spændende afslutning på puljespillet i morgen på fcm.dk.

Matchfacts
FC Midtjylland U17 - Atalanta U17 1-2 (0-1)
0-1 Atalanta (10. min.)
1-1 Joachim Andersen, strf. (55. min.)
1-2 Atalanta, strf. (70+. min.)


Startopstilling FCM: Rasmus BachRasmus Nissen Kristensen, Alexander Nikolajsen, Kristian Dirks Riis, Jeppe SolgaardMikkel Frankoch, Jonas Gemmer, Mikkel DuelundRasmus Lauritsen, Anders Lund, Simon Sterring
Indskiftninger:
Alexander Nikolajsen ud, Joachim Andersen ind (36. min.)
Anders Lund ud, Erik Braun ind (36. min.)
Mikkel Duelund ud, Ramjavakar ”Java” Yogathas ind (36. min.)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox