26.03.2013, 14:32 | Af: Administrator

Møller og Larsen nød U21-landsholdsdebut

Både Frederik Møller og Marco Larsen fik efterladt et positivt indtryk på det danske U21-landshold.

Det nye U21-landshold var i sidste uge og begyndelsen af denne uge samlet for første gang, hvor holdet spillede to venskabskampe mod henholdsvis Frankrig og Norge. Blandt det nye kuld af talenter var FC Midtjyllands Marco Larsen og Frederik Møller, der begge var debutanter i U21-sammenhæng.

19-årige Frederik Møller, der har repræsenteret samtlige danske ungdomslandshold, fik sin debut i kampen mod Frankrig, hvor de danske talenter måtte se sig slået med 3-1.

- Det var rigtig fedt at få lov til at vise sig frem på et ekstremt højt niveau og spille på det andet bedste landshold i landet. Det var super fedt, siger Frederik Møller.

- Personligt er det gået rigtig godt. Kampen i Frankrig var rigtig svær. Vi mødte spillere, som spiller fast i Ligue 1, men jeg fik løst de opgaver, jeg skulle. I kampen mod Norge spiller jeg en rigtig god kamp både offensivt og defensivt, siger Møller.

Giver masser af gåpåmod
Til kampen mod Norge, som blev spillet i Viborg, var cheftræner Glen Riddersholm blandt tilskuerne, og den unge FCM-back fik leveret et godt indtryk foran cheftræneren, hvor Møller blandt andet lagde op til et mål og selv var tæt på at blive noteret for en scoring.

- Jeg håber, jeg fik vist trænerstablen i FC Midtjylland, at de ikke skal være bange for at bruge mig i superligakampe. Det er også derfor, jeg er super glad for, at jeg spillede en god kamp, siger Frederik Møller.

- Det giver en masse gåpåmod, når man kommer hjem i klubben igen. Kampmæssigt er man er kommet op i et andet tempo, som man ikke kommer, når man spiller på reserveholdet, siger FCM-backen.

Mens Møller fik sin debut i Frankrig, kunne Marco Larsen glæde sig over sin debut i 2-0-sejren over Norge, hvor den unge FCM-angriber endda var tæt på en sand drømmedebut, da han brød flot igennem, men desværre måtte han se sin afslutning prelle af på stolpen.

Lærerigt at måle sig med de bedste
- Det var utrolig stort at få debut. Det er altid godt at have en U21-landskamp på CV'et, og jeg håber, der kommer flere. Det var utrolig stort, siger Marco Larsen.

- Jeg synes, jeg fik vist mange af de ting, jeg kan. Jeg fik vist mit drev med bolden, og så kom jeg frem til en god chance, hvor jeg var tæt på at score, siger Marco Larsen, der var rykket tilbage fra sin normale offensive til en plads på den kontrollerende midtbane.

- Det var lidt en anden rolle, end jeg normalt har, men jeg synes, jeg fik den løst godt. Men skal jeg selv vælge, vil jeg helst ligge på 10-positionen, siger 19-årige Larsen.

- Det har været lærerigt at måle sig med nogle af de bedste spillere i Europa. Man får mulighed for at se, hvor man selv ligger, og man fik trænet med nogle rigtig dygtige spillere, siger Marco Larsen.

Næste opgave for de danske U21-talenter bliver i begyndelsen af juni, hvor der er arrangeret en venskabskamp, inden holdet den 9. juni i Talinn møder Estland i EM-kvalifikationen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox