02.03.2013, 19:12 | Af: Administrator

Perfekt forårsstart for ulvene

FCM åbnede forårssæsonen med en 1-0-sejr over SønderjyskE på mål af Petter Andersson.

Med anfører Kristian Bak i en ny rolle som midtbanespiller tog FC Midtjylland lørdag hul på forårets Superliga-kampe. Opstarten havde været ganske succesfuld for hjemmeholdet, og den succés skulle følges op hjemme mod SønderjyskE, der kom til Herning med to nye mand: Keeper Marin Skender og HB Køges tidligere anfører Nicolai Madsen.

Sønderjyderne kom en smule mere aggressivt ud af starthullerne, og det var da også de lyseblå gæster, der først blev farlige. Eyólfur Hédinsson bankede på underkanten af overliggeren efter 13 minutter, men Jonas Lössl og co. var heldige, da skuddet sneg sig tilbage i spil, og dermed kom islændingen ikke på tavlen mod sin kommende klub.

Til gengæld var Rilwan Olanrewaju Hassan ikke langt fra at komme på tavlen midtvejs i halvlegen, da han dirigerede Danny Olsens indlæg uden om sammenføjningen i den modsatte ende.

Efter en god halv time kom så kampens første scoring. Rilwan Olanrewaju Hassan trak et frispark uden for feltet, som Mads Winther Albæk bankede på stolpen. Returen endte hos Kristian Bak, der foran mål fandt Petter Andersson, og svenskeren kunne gøre det til 1-0 tæt under mål.

Tre minutter før pausen lignede det så en udligning. SønderjyskE blev tilkendt straffespark for hands, men den tidligere FCM´er Rasmus Hansen sendte skuddet fra pletten forbi mål. Hurtigt fik Lössl sendt det efterfølgende målspark af sted, og i den anden ende kunne Bak snart flugte tæt forbi. 1-0 stod det ved halvtid.

Første FCM-udskiftning faldt efter 64 minutter. Izunna Arnest Uzochukwu tog over for målscorer Andersson, der havde været blandt de bedste midtjyder på en dag, hvor spillet ellers aldrig rigtigt kom op at ringe.

Anden halvleg blev noget af en tam affære. De største muligheder faldt til SønderjyskE hen mod slutningen, hvor først Jonas Lössl og forsvaret ikke var afstemt, før indskiftede Bjørn Paulsen havde en god mulighed fra distancen.

To minutter før tid lød så et kæmpe brøl fra hjemmepublikummet, men det skyldtes ikke en scoring. Det var såmænd tilbagevendte "Farlige" Frank Kristensen, der kom på banen i stedet for Morten "Duncan" Rasmussen.
 
Den rutinerede angriber blev hurtigt sendt i bagkæden; sejren skulle hives hjem, og Mads Winther Albæk blev ladt ene mand i front. Alligevel fik sønderjyderne en enkelt mulighed at gå hjem på. Tommy Bechmann fik en dobbeltchance tæt under mål, men først var Jonas Lössl reaktionsstærk, og returen sendte angriberen over mål på forunderlig vis.

1-0 sluttede det på MCH Arena, og FCM er nu fire point foran lørdagens modstander.

Kampfakta

FC Midtjylland - SønderjyskE 1-0 (1-0)
32´ 1-0 Petter Andersson

Advarsler: 61´ Rilwan Olanrewaju Hassan, 90´ Jonas Lössl (FCM) - 30´ Henrik Hansen, 31´ Niels Lodberg (SE)
Holdopstillinger (Udskiftninger):

FCM: 1 Jonas Lössl , 3 Kolja Afriyie, 6 Jesper Juelsgård, 8 Petter Andersson (64´ Izunna
Uzochukwu), 9 Morten "Duncan" Rasmussen (88´ Frank Kristensen), 11 Danny Olsen, 17 Mads Winther Albæk, 18
Erik Sviatchenko, 20 Kristian Ipsa, 32 Kristian Bak, 36 Rilwan Olanrewaju Hassan (75´ Sylvester Emeka Igboun)

SE: 1 Marin Skender, 4 Hallgrimur Jonasson, 5 Niels Lodberg, 7 Daniel Christensen, 8 Henrik
Hansen, 9 Tommy Bechmann, 10 Nicolai Madsen (79´ Bjørn Paulsen), 11 Johan Absalonsen (72´ Lasse
Vibe), 16 Rasmus Hansen, 18 Eyólfur Hédinsson, 19 Florian Hart

Dommer: Claus Bo Larsen

Tilskuere: 4365 på MCH Arena

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox