13.03.2013, 10:45 | Af: Administrator

Reserveulvene smæskede sig i hestene

Et hævngerrigt reservemandskab lagde sidste rundes nederlag bag sig og tromlede hen over gæsterne fra Randers FC, som blev besejret med hele 5-0.

Det var en målfest, da FCM-reserverne tirsdag aften besejrede Randers FC 5-0 på EDC Arena i Ikast. Et hattrick af Marco Larsen, der synes at være i fremragende form for tiden, stod som en af kampens store oplevelser.

Kampens åbning bød på chancer i begge ender. Randrusianerne satte stor energi i omstillingerne fra kampens start, og det skabte problemer for hjemmeholdet. Efter et kvarters spil lykkedes det dog den unge midtbane, bestående af André Rømer og Isaac Oliseh, at lukke flot ned på banens midte. Derefter stod der FC Midtjylland på det meste.

- Holdet visker flot pletten væk fra sidste uge. Det er en helt anderledes indstilling og arbejdsindsats, vi ligger for dagen både individuelt og som hold. De gør hinanden gode, lyder det rosende fra træner Lars Friis.

Ulvene fik ro på bolden og efter tyve minutter scorede Marco Larsen kampens første mål. Blot to minutter efter fordoblede selvsamme Marco Larsen føringen, og herfra så hjemmeholdet sig ikke tilbage. Kort før pausefløjtet udbyggede ulvene føringen på mål af Frank Kristensen.

- Vi lukker flot Jonas Borring og Oliver Feldballe ned på fløjene og scorer faktisk alle vores fem mål på opspil over vores kanter. I pausen snakker vi om at justere presset, således at vi får etableret en ekstra presbølge, efter vi er kommet på plads i defensiven, forklarer Lars Friis.

FC Midtjylland måtte se sig nødsaget til at udskifte velspillende Jakob Haugaard i målet i pausen efter et sammenstød, der gjorde ham utilpas. Hans afløser Oliver Korch stod dog ligeledes en flot kamp, og de var begge med til at skabe stor ro i den bagerste kæde.

Kort efter pausen scorede Pione Sisto og fem minutter før slutfløjtet gjorde Marco Larsen ydmygelsen total med scoringen til 5-0. Marco Larsen kunne dermed notere sig for et hattrick for anden gang i år.

- Marco gør det rigtig godt. Han er farlig foran målet, men er også en dygtig presspiller. Derudover spiller Sly og Frank (Igboun og Kristensen, red.) begge 90 minutter igen, hvilket indikerer, at det konditionelt går den rigtige vej, lyder det fra Lars Friis.

- De unge leverede flotte præstationer og heriblandt Frederik Møller, der spillede venstrebenet på højre back. Nu har vi scoret otte mål i tre kampe – en statistik vi er godt tilfredse med. Alt i alt en rigtig god kamp, som vi er glade for og stolte over.

Matchfacts
FC Midtjylland - Randers FC 5-0 (3-0)

1-0 21’ Marco Larsen
2-0 23’ Marco Larsen
3-0 44’ Frank Kristensen
4-0 46’ Pione Sisto
5-0 85’ Marco Larsen

FCM start-11: Jakob Haugaard (45’ Oliver Korch) – Frederik Møller, Sonni Nattestad, Noah Olawale Ojuola, Jesper Lauridsen - André Rømer, Isaac Oliseh - Pione Sisto (62’ Emmanuel Adebayo), Marco Larsen, Sylvester ’Sly’ Igboun - Frank Kristensen
 

Bænk: Oliver Korch, Paul Onuachu, Musefiu Ashiru, Mads Steffens, Lasse Thomsen, Emmanuel Adebayo, Tobias Jeremiassen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox