29.03.2013, 19:59 | Af: Administrator

Snydt til slut

FCM var tre minutters overtid fra at besejre FCK. Det sluttede 2-2.

FC Midtjylland tog fredag aften imod F.C. København, som midtjyderne hidtil i sæsonen har ydet stærk modstand, trods to nederlag i Parken. Igen fredag drillede Glen Riddersholms drenge københavnerne, men slutteligt måtte man alligevel tage til takke med 2-2.

Opgøret åbnede meget taktisk, men langsomt fik hjemmeholdet etableret spillet bedre og bedre.

Midtvejs mundede det ud i en hel stribe gode muligheder, da først Mads Albæk og Petter Andersson begge havde nærgående skudforsøg fra distancen. Det fulgte Kristian Ipsa og Sylvester Igboun op med stærke hovedstødsforsøg efter standardsituationer, og netop på en sådan skulle ulvene åbne målscoringen.

Et Juelsgård-indkast fandt Petter Andersson, der udnyttede forvirringen i FCK-defensiven til at få bolden læsset over stregen.

FC Midtjylland holdt føringen til pausen, men otte minutter efter sidebyttet var det kun marginaler, der fratog gæsterne en udligning. Andreas Cornelius tog et fikst træk i feltet, og med en velplaceret venstre inderside traf han den fjerneste opstander.

Med tyve minutter igen var landsholdsangriberen igen på spil, da han fik en lidt tilfældig mulighed over for Jonas Lössl, men keeperen fortsatte sit stærke forår og kom godt ud med paraderne.

I stedet kunne Petter Andersson udbygge i den anden ende, da han headede Mads Albæks fornemme oplæg ind bag landsmanden, Johan Wiland. Med under tyve minutter tilbage begyndte det at se ud til, at de tre point skulle blive på Heden.

Altid giftige César Santin gav dog fornyet spænding øjeblikkeligt efter, da han, efter blot halvandet minut på banen, kunne prikke Andreas Cornelius´ hovedstødsaflevering i nettet. 2-1 med et kvarter tilbage, og gæsterne satte nu fuldt tryk på kedlerne i jagten på point.

Med den ordinære spilletids udløb vandt Cornelius endnu én af mange luftdueller i kampen, og endnu engang blev hans pandebrask kostbar for midtjyderne. Bolden strøg over Jonas Lössl, og så endte det hele 2-2 i Herning.

FC Midtjyllands næste opgør er mandag i Farum, hvor mestrene fra FC Nordsjælland tager imod.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox