27.03.2013, 12:23 | Af: Administrator

Sviatchenko glæder sig til Cornelius-duel

Den stærke midterforsvarer kan se frem til en direkte duel med landsholdsaktuelle Andreas Cornelius, når FCK kommer på besøg langfredag.

Erik Sviatchenko måtte se til fra sidelinjen, da ulvene inden landskampspausen spillede 1-1 på Brøndby Stadion. Et vrid i baglåret til den afsluttende træning gjorde ham ukampdygtig, men der er fremgang at spore hos midterforsvareren.

- Det går fremad. Jeg kan ikke fremprovokere det på nogen måde hverken ved sprint, retningsskift eller hop, så det er meget lovende tegn i forhold til kampen mod FC København, siger Erik Sviatchenko, der ser frem til kampen mod Superligaens førerhold.

- Man ser frem til alle kampe, men med en Andreas Cornelius, som er brandvarm lige nu, så glæder man sig selvfølgelig lidt ekstra til at møde FC København. Det er en kamp, hvor vi kan måle os som individuelle spillere og som hold. Vi glæder os rigtig meget til kampen.

Sviatchenko kan formentlige se frem til nogle hårde dueller mod netop Andreas Cornelius, men det skræmmer ikke den unge FCM-forsvarer. Tværtimod føler han sig godt rustet til mødet med landsholdsangriberen, der så sent som i fredags scorede for Danmark, mens han tirsdag aften sikrede et dansk straffespark.

 - Jeg har mødt ham to gange, og jeg har lært fra hver gang. Jeg føler, jeg har okay styr på, hvad han kan og ikke kan, så på den måde føler jeg mig klar.

FC MIDTJYLLNAD - FC KØBENHAVN FREDAG D. 29 MARTS KØB BILLETTER >>

- Cornelius er et fysisk pragteksemplar. Han er høj og har en god balance. Han har en okay teknisk men ikke den bedste. Man skal være opmærksom på ikke at buse på ham, da han er god til at vende på en. Det, synes jeg, jeg har lært fra mine kampe med Ken Fagerberg til træning, da han spillede i klubben. Fysisk er de lidt samme type, siger Sviatchenko.

Ulvene er ubesejrede i de seneste fire superligakampe, og tæller man træningskampene med, er det ni kampe siden, ulvene er gået fra banen uden point.

- Vi er på hjemmebane, og vi er ubesejrede i foråret, hvor vi har lagt på for hver kamp. Vi skal tage den optimisme, som vi har fået gennem de seneste kampe, med og føre det over i vores spil. Vi skal være kloge og vide, at spiller vi til nul eller et, så får vi point. Det har vi vist indtil videre, siger Sviatchenko.

Der er kick-off på MCH Arena på fredag klokken 19.00. Køb din billet til opgøret her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox