15.03.2013, 07:57 | Af: Administrator

U17 besejrede Juventus

Var bagud to gange i åbningskampen i Torneo Citta di Arco.

FCM U17 er i disse dage i Italien for at deltage i den traditionsrige talentturnering Torneo Citta di Arco, der er løbet af stablen siden 1972. Her er FCM havnet i gruppe D, hvor man skal kæmpe med ”Allievi”-mandskaberne (U17-holdene, red.) fra Juventus, Atlanta og Napoli.

I puljens første kamp mødte man torsdag eftermiddag Juventus, der fem gange tidligere har vundet turneringen, hvilket kun er overgået af Milan med seks sejre. Kampen blev spillet over 2 x 35 minutter i den lille norditalienske by Dro på en knoldet og vintermærket bane, og ulvene havde i kampens begyndelse tydelige problemer med at vænne sig til igen at spille på græs efter at have spillet på kunststofbaner i hele vinterpausen.

Det gav en noget nervøst start på kampen, og efter blot tre minutter kunne Juventus bringe sig foran efter svagt forsvarsspil. FCM U17 lod sig dog ikke slå ud, og efter et kvarter kunne Jonas Gemmer bringe balance i regnskabet, da han afsluttede et godt FCM-opspil med at heade et indlæg i nettet. På dette tidspunkt var det gået op for ulvene, at de godt kunne være med på italienernes niveau, og derfor var det ekstra frustrerende, at Juventus efter 25 minutters spil straffede inkonsekvent FCM-forsvarsspil til igen at bringe sig foran på en omstilling.

Halvvejs foretog FCM-bænken tre udskiftninger, og der blev rokeret en del rundt på flere positioner – blandt andet flyttede Joachim Andersen fra midterforsvaret til pladsen som 10’er på den offensive midtbane. Samtidig blev spillerne instrueret i at spille mere direkte, og det skulle vise sig at være den rette strategi mod et i øvrigt ganske internationalt Juve-mandskab, der talte både en albaner, to grækere og en spanier i startopstillingen

Der skulle således blot gå fem minutter af anden halvleg, før Mikkel Frankoch sparkede udligningen i nettet efter en situation, hvor en holdkammerat var kommet ned bag Juves bagkæde og kunne spille bolden tilbage til en umarkeret Frankoch. I det hele taget kom FCM først på det meste i anden halvleg, og efter 50 minutter tilspillede ulvene sig en stor mulighed efter et hjørnespark. Afslutningen blev dog reddet af en Juventus-spiller, der tilsyneladende stod inde i eget mål. Der nåede dog aldrig at blive diskussion om bolden havde krydset stregen eller ej, for øjeblikket efter bankede Rasmus Lauritsen returbolden i nettet og FCM U17 på vinderkurs.

Mens 3-2-målet gav FCM yderligere blod på tanden, begyndte Juventus’ spil at falde mere og mere fra hinanden, og derfor var det også ganske logisk, at Simon Sterring ti minutter før tid reelt lukkede kampen efter en omstillingschance. I kampens sidste minutter tillod ulvene sig at brænde et par meget store chancer, hvor man kunne have gjort det til 5-2 eller 6-2, men det var små skønhedspletter på en overordentlig vellykket førstedag.

- Juve havde en exceptionelt god spiller i deres nr. 11, og næsten alt deres spil gik igennem ham. Ham fik vi lukket ned for efter halvlegen, samtidig med at vi selv blev meget mere målsøgende i vores spil, fortæller Svend Graversen, der havde roser til hele holdet, men især holdets midterakse bestående af Jonas Gemmer og Mikkel Frankoch.

- Det er altid svært at spille mod italienske hold, når man kommer bagud, hvilket vi gjorde to gange. Alligevel får vi begge gange kæmpet os tilbage, og det er stærkt gået. Nu har vi fået skabt lidt respekt hernede, og det skal vi bygge videre på i morgen, udtaler FCM-træneren med henvisning til kampen mod Atalanta, der måtte se sig slået med 1-0 af Napoli i gruppens anden kamp.

Der er kickoff i det opgør fredag klokken 15.00, og du kan naturligvis læse mere om det opgør både her på fcm.dk og på holdet twiterkonto her. Læs mere om Torneo Citta di Arco på turneringens hjemmesiden.

Matchfacts
FC Midtjylland U17 – Juventus FC U17 4-2 (1-2)
0-1 Juventus (3. min.)
1-1 Jonas Gemmer (15. min.)
1-2 Juventus (25. min.)
2-2 Mikkel Frankoch (40. min.)
3-2 Rasmus Lauritsen (50. min.)
4-2 Simon Sterring (60. min.)

Startopstilling FCM U17:
Rasmus BachRasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis, Joachim Andersen, Jeppe SolgaardJonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Sigurd SchøndorfAnders Lund, Martin Høgstad, Simon Sterring
Indskiftninger:
36. min.: Ramjavakar ”´Java” Yogathas, Erik Braun, Rasmus Nissen Kristensen ind – Sigurd Schøndorf, Anders Lund, Martin Høgstad ud
65. min.: Mikkel Duelund og Alexander Nicolajsen ind, Simon Sterring og Joachim Andersen ud

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox