23.03.2013, 18:16 | Af: Administrator

U17 sejrede i Køge

FC Midtjylland U17 vandt her til eftermiddag en flot udebanesejr i Køge, til trods for de var reduceret til ti mand den sidste halve time.

Gæsterne fra Midtjylland tog fra kampens start teten, da de lørdag eftermiddag løb på græsset på Køge Stadion. Langt størstedelen af spillet i første halvleg tog form på værternes banehalvdel.

Som halvlegen skred frem, blev FC Midtjylland mere og mere farlige på deres angreb. Efter et kvarters spil resulterede det i et frispark på kanten af feltet. Det tog Sigurd Schøndorf sig kærligt af, og sparkede bolden flot ind bag en sagesløs HB Køge keeper til stillingen 1-0.

- HB Køge er et godt hold, der gerne vil spille god fodbold. Det passede dem tydeligvis ikke, at vi gerne ville det samme. Det lykkedes os at etablere et godt pres, så i pausen snakkede vi kun mindre justeringer, lyder det fra cheftræner Svend Graversen.

Inden dommerens pausefløjt var det dog lykkedes ulvene at udbygge føringen til 2-0. Målet blev sat ind i kølvandet på en fantastisk aktion af Jonas Gemmer, der hev og sled sig gennem den blåsorte defensiv. Hans afslutning blev pareret af den sjællandske sidste skanse, hvorefter bolden faldt ud til Simon Sterring, der uden problemer kunne fordoble føringen.

FC Midtjylland åbnede anden halvleg i samme offensive stil, men efter ti minutters spil opstod en mindre batalje. Den ellers velspillende Jonas Gemmer måtte se rødt, da dommeren mente, Jonas havde overgjort en nærkampsscene med en modspiller.

- Vi trækker os naturligt tilbage på banen, da vi bliver reduceret. Alligevel får vi tilkæmpet os et straffe. Det brænder vi, og de scorer på den følgende omstilling. De sidste ti minutter er ren overlevelse, og Rasmus Bach disker op med en stor redning i målet, forklarer Svend Graversen, og fortsætter.

- Det er et resultat vi er meget glade for. Vi mangler lidt spillere og turneringen i Italien sidder stadig lidt i benene. HB Køge var som altid dygtige i deres omgang med bolden, så det er tre svære point at hente ude. Det var flot af drengene.

FC Midtjylland U17 er nu nummer to i ligaen, fem point efter førerholdet Esbjerg fB. Næste kamp er 6. April klokken 13.00, hvor Brøndby IF kommer på besøg på EDC Arena i Ikast.

 

Match facts:

HB Køge U17 1 – 2 FCM U17 (0 – 2)

15’ 0-1 Sigurd Schøndorf (direkte frispark)

30’ 0-2 Simon Sterring

64’ 1-2 HB Køge

50’ Rødt kort til Jonas Gemmer

Start-11:

Rasmus BachAlexander Munksgaard, Rasmus Nicolaisen, Kristian Dirks Riis, Jeppe SolgaardGloire Rutikanga, Jonas GemmerErik Braun, Sigurd Schøndorf, Rasmus NissenSimon Sterring

Udskiftninger:

40’ Ramjavakar Yogathas ind for Simon Sterring

44’ Mikkel Duelund ind for Erik Braun

61’ Alexander Nicolajsen ind for Rasmus Nissen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox