02.03.2013, 01:05 | Af: Administrator

U19 rundede af med sejr

Paul-scoring og gode redninger tippede vægtskålen til ulvenes side.

FCM U19 trak det længste strå i en ellers jævnbyrdig kamp mod Vejle Boldklub Kolding og fortsatte dermed takterne fra de foregående træningskampe, hvor holdet især forsvarsmæssigt har været godt kørende. Blot et enkelt mål har FCM U19 lukket ind i test">testkampene forud for sæsonstarten.

En del af æren for det tilfalder naturligt nok målmændene. I den seneste kamp mod Thisted var det Michael og Joose, der i hver deres halvleg agerede bageste skanse, og imod VBK var det så Oliver, der vogtede buret. Den opgave løste han på glimrende vis, og han var blandt andet med til at holde gæsterne fra scoring, da de i første halvleg fik en dobbeltchance efter et hjørnespark. I den anden ende havde FCM også deres muligheder, der som regel opstod efter åbent spil, men ingen af holdene fandt vej til netmaskerne i de første 45 minutter.

Det ændrede sig efter knap tyve minutter spil af anden halvleg. Malte havde fra sin position som back taget et godt løb op ad venstrekanten – en tur der endte med, at han uden for feltet trykkede af mod det lange hjørne. Forsøget blev i første omgang pareret af keeperen, men inde i feltet fulgte Paul op og satte returbolden i kassen. I slutfasen intensiverede østjyderne presset, men et par store redninger af Korch sikrede, at FCM U19 kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.

- Det var ikke vores bedste træningskamp. Vejle Boldklub Kolding stillede op i en 3-5-2 opstilling, og der gik noget tid, før vi fik os indstillet på det. I perioder lykkes vi med vores presspil og i andre ikke. Generelt laver vi dog for mange uprovokerede boldtab i dag, og derved gjorde vi det unødvendigt besværligt for os selv, konstaterede Kenneth Andersen, der dog glædede sig over, at holdet viste, at det fysisk og konditionsmæssigt er der, hvor det skal være, før det går løs i U19 Ligaen i den kommende weekend.

Ved den lejlighed er Silkeborg IF modstanderen i en kamp, der spilles på EDC Arena i Ikast lørdag den 9. marts klokken 15.00.

Kampfakta

FC Midtjylland U19 – Vejle Boldklub Kolding U19 1-0 (0-0)
1-0 Paul Ebere Onuachu (64. min.)

Startopstilling FCM: OliverTobias, Frederik, Ragnar Ragnar, Malte Kiilerich HansenLasse, Mikkel Nielsen, Musefiu – Mads, Lucas, Paul

Indskiftninger: Mads ind, Lucas ud (75. min)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox