02.04.2013, 13:07 | Af: Administrator

FCM-delegaton blev inspireret på La Masia

Ni FC Midtjylland-trænere og ledere var på inspirationstur i Barcelona, hvor de kom helt tæt på det legendariske akademi La Masia.

Der blev fyldt masser af inspiration i sportstaskerne, da en lille delegation af trænere og ledere fra FC Midtjylland besøgte FC Barcelona. Her kom midtjyderne helt tæt på catalanernes fodboldakademi La Masia, hvor Messi, Xavi, Iniesta og en lang række af FC Barcelonas stjerner er udklækket.

I fem dage kom FCM-stablen helt tæt på verdens største klub, hvor de i løbet af de første par dage så kampe lige fra catalanernes U8-hold og op til superstjernerne i La Primera Division, som de på Camp Nou på to mål af Messi og et af David Villa så vinde 3-1 over Rayo Vallecano.

Men den stod ikke kun på kampe. Der blev også overværet masser af træningspas på La Masia, hvor samtlige Barca-hold - i ens træningssæt uanset alder - træner lige fra de yngste talenter til klubbens største stjerner.

- Lige fra klubbens U8-hold og op til førsteholdet kunne man se den måde, de gerne vil spille fodbold på. På U8-holdet kunne man se små Xavi-typer på midtbanen og Alves-typer på backerne, siger Tonny Hermansen, der er A+ træner i FC Midtjylland.

FCM-delegationen fik forklaret, hvordan spillere fra hele Catalonien bliver hentet til træning på La Masia, hvor spillerne i de yngste år får lov at spille alle positioner, indtil de fylder 12 år, hvorefter de begynder at specialisere sig på de positioner, som klubben mener, de skal spille.

- Jeg har været mange steder og set rigtig meget, men i forhold til at få inspiration var det her det største, jeg har prøvet. Vi kom helt tæt på, fortæller Tonny Hermansen.

På billedet ses den midtjyske delegation, som fra venstre er Lars Friis, lederen af Barcelonas akademi, Søren Bjerg, Julian Hansen, Rene Petersen (bagerst), Tonny Hermansen, Hans Todsen, Flemming Broe, Jan Backmann, mens Claus Steinlein står bag kameraet.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox