30.04.2013, 19:46 | Af: Administrator

Kommerciel direktør stopper i FC Midtjylland

FC Midtjyllands kommercielle direktør Martin Høj har opsagt sin stilling med ophør pr. 31. maj 2013.

FC Midtjyllands kommercielle direktør Martin Høj, der tiltrådte stillingen i august 2012, har valgt at opsige sin stilling med ophør pr. 31. maj 2013.

Martin Høj er blevet tilbudt en stilling som direktør/landechef i en større danskbaseret medie og reklamevirksomhed, og det har været et tilbud, som han ikke har kunnet sige nej til. Denne stilling indtræder han i 1. juni 2013.

Han har dog været glad for tiden i FC Midtjylland.

- Det har været en begivenhedsrig rejse. Jeg har været heldig at arbejde sammen med mennesker med et helt utroligt engagement og dedikation - både medarbejdere og frivillige. Sammen har vi klargjort FCM til at nå nye højder og fortsat være et betydeligt regionalt fyrtårn. Jeg glad for at have oplevet sponsorer med så stor en interesse i klubben, ligesom jeg er imponeret af den vigtige opbakning klubben møder blandt tilskuere og fans. Forudsætningerne for en stærk klub i dansk topfodbold er derfor tilstede, såfremt vi alle fortsætter vores støtte til FCM, siger Martin Høj.

I FC Midtjylland er man glade for det aftryk, som Martin Høj har sat i den kommercielle afdeling, der står godt rustet til fremtidens udfordringer.

- Martin Høj har i sin tid i FC Midtjylland været med til at opbygge og styrke den kommercielle afdeling, som i dag fremstår stærk og klar til de udfordringer, der måtte komme. Jeg glæder mig på Martins vegne over den mulighed, han har fået, men ærgrer mig samtidig på FC Midtjyllands vegne, siger ordførende direktør Claus Steinlein.

- Vi takker Martin for en stor indsats og ønsker ham held og lykke. Nu sætter direktionen og bestyrelsen sig sammen for at se på, hvordan den fremtidige kommercielle afdeling skal sættes sammen, siger Claus Steinlein.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox