05.04.2013, 15:17 | Af: Administrator

Optakt: U17 spiller på to heste

Spiller ligakamp mod Brøndby og talentturnering i Norge - på samme tid.

Optakt: FC Midtjylland U17 – Brøndby U17 + Legea Elite Cup

”Man kan ikke både få i pose og sæk”, siger man, men det er ikke desto mindre hvad U17-truppen går efter i de kommende dage.

Weekendens program byder således både på U17 Ligakampen mod Brøndby lørdag, og U/16 talentturneringen Legea Cup i Norge, der løber af stablen fra fredag til søndag. Her er FCM kommet i pulje med tre norske hold - Vålerenga, Viking Stavanger og SK Brann.

Da man ikke kan være to steder på en gang, drager et blandet hold af spillere fra årgang 97 og 98 til Norge for at forsvare de sort-røde farver, mens den øvrige trup, herunder alle spillerne fra årgang 96, bliver hjemme i Ikast, og tager imod Brøndby – en modstander, ulvene meget gerne vil have revanche mod, efter at det blev til et 3-1 nederlag i det omvendte møde:

- Det var en kamp, hvor vi styrede spillet og var foran ved halvleg, og burde have vundet. Desværre var vi uskarpe foran deres mål, og udisciplinerede i defensiven, og det straffede Brøndby, fortæller Svend Graversen.

- Spillemæssigt skal vi ikke gøre så meget anderledes i forhold til den kamp.  Vi skal sørge for at få scoret og lukke kampen i vores gode perioder, for slipper vi kontrollen, bliver vi straffet af et dygtigt Brøndby hold, forudser FCM-træneren.

Graversen tager selv med de yngste spillere til Norge, hvilket betyder at Rene S. Andersen og Steen Petterson står i spidsen for FCM U17.

Trænerduoen må til kampen se bort fra Jonas Gemmer, der afsoner karantæne efter at være blevet udvist i holdets seneste kamp, 2-1 sejren ude over HB Køge. Derudover er Rasmus Nissen Kristensen og Anders Hagelskjær tvivlsomme til opgøret på grund af skader.

U/16 holdet spiller deres første kamp ved Legea Cup fredag aften kl. 20.00, hvor SK Brann er modstanderen, mens FCM U17 – Brøndby fløjtes i gang på EDC Arena lørdag kl. 13.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox