05.04.2013, 15:07 | Af: Administrator

Optakt: U19 returnerer fra lang pause

Skal forsøge at gentage efterårets sejr over Brøndby

Optakt: FC Midtjylland U19 – Brøndby U19

FCM U19 står i den lidt paradoksale situation at holdet – efter et tætpakket opstartsprogram – ikke har været i kamp siden forårspremieren mod Silkeborg i starten af marts.

I de fire uger der er gået siden da, har truppen forsøgt at holde sig skarpe med ved hjælp af interne træningskampe og god intensitet i den daglige træning. Derudover har mange af spillerne fået kampe for reserveholdet, men Kenneth Andersen indrømmer, at han og spillerne gerne havde været foruden den lange kampfri periode.

- Det er ikke optimalt med et så langvarigt afbræk inde i selve sæsonen, og generelt falder kampene meget ujævnt i U19 ligaen. Nu møder vi Brøndby på lørdag, og de spiller omvendt en kamp mindre end 48 timer, før de møder os, hvilket de nok heller ikke synes er den bedste måde at forberede sig på, fortæller FCM-træneren.

På plussiden har den kampfri periode så givet FCM-lejren mulighed for at lave en grundig evaluering af den begivenhedsrige 3-3 kamp mod Silkeborg. Normalt er det trænerstaben, der analyserer optagelserne fra kampen, men for at gøre tingene lidt anderledes, fik spillerne selv lov til at gennemgå og evaluere videomaterialet.

- Det var en lidt speciel kamp, fordi vi var spilstyrende og skabte klart flest chancer – og alligevel var vi bagud med 3-0 ved halvleg. Så vi har fokuseret meget på, hvilke ting, der førte til Silkeborgs mål, men også hvordan, vi selv kan blive bedre til at udnytte vores chancer, siger Kenneth Andersen.

Heldige med sejr i sæsonens første møde
Da FCM U19 i september mødte Brøndby på udebane, blev det til en 1-0 sejr, og det resultat vil FCM-træneren gerne gentage, om end han håber, at spillet får et løft.

- Det var en kamp, som Brøndby dominerede, og hvor de kom til flest afslutninger. Til gengæld stod Oliver (Korch, red.) en fantastisk kamp for os, og det var emd til at vi kunne tage en lidt heldig sejr. Nu er det os, der har hjemmebane, og det skal være os, der går ud og dikterer spillets gang, bebuder Kenneth Andersen.

 FCM-træneren råder i skrivende stund  over en karantæne- og skadesfri trup. Der er kampstart lørdag kl. 15.00 på EDC Arena i Ikast.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox