01.04.2013, 21:51 | Af: Administrator

Riddersholm: For mange individuelle fejl

Det midtjyske kollektiv led af for mange individuelle fejl, og så blev det svært mod de danske mestre for FC Nordsjælland.

Det blev en midtjyske drømmestart på Farum Park, men det sluttede alligevel med forårets første pointløse kamp mod FC Nordsjælland. Det skyldtes ifølge cheftræner Glen Riddersholm, at ulvenes kollektiv ikke præsterede godt nok.

- Vi må erkende, at vi tabte til et hold, der på dagen præsterede bedre, end vi gjorde. Vi lavede så tilpas mange individuelle fejl, at det i perioder blev svært at præstere godt nok kollektivt, siger Glen Riddersholm, der dog samtidig også hæfter sig ved flere positive elementer.
 
-  I de perioder, hvor vi præsterede godt kollektivt og holdte os til de aftaler, vi havde på forhånd, så det fint ud. Der formåede vi blandt andet i første halvleg at score det første mål på en indstuderet detalje. Vi formåede fra omkring det 25. minut at lægge det tryk på dem og komme bag om deres bagkæde.

Og ulvene var tæt på at slutte første halvleg lige så godt af, som den startede, da Marco Larsen fik en stor mulighed i hjemmeholdets felt, som ikke blev udnyttet. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld fra starten af anden halvleg.

- Vi fik den værst tænkelige start på anden halvleg, og så må vi sige, at vi løb bagefter i hele anden halvleg, og i perioden fra målet og 20-25 minutter frem kunne det have gået endnu værre, siger Glen Riddersholm.

Rilwan Hassan fik mod slutningen af kampen sendt en hovstødsscoring i nettet, men målet blev annulleret for offside.

- Der kunne vi have skabt fornyet spænding om resultatet, men vi må også være ærlige og sige, at vi tabte fortjent. Når vi ikke præsterer bedre individuelt i tilpas lange perioder, lider vi af det kollektivt, og derfor tabte vi også, siger Riddersholm.

Ulvene skal i kamp igen på lørdag, hvor der venter en yderst vigtig kamp i Haderslev, hvor SønderjyskE, som midtjyderne åbnede foråret mod med en 1-0-sejr, venter.

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox