26.04.2013, 06:00 | Af: Administrator

Talenterne i to gange topopgør

FCM U17 og FCM U19 gæster begge Esbjerg på lørdag

U19: Hård kamp om tredjepladsen
Med henholdsvis ni og ti points forspring er AGF og FCN stukket af i toppen af U19 Ligaen. Alligevel er der fortsat masser at spille om for FCM U19, der har indstillet sigtekornet på bronzemedaljerne.

Der er dog hård konkurrence om den sidste podieplads - inden lørdagens runde ligger Esbjerg (29p), FCM (28p), AaB (27p) og OB (26p) alle inden for tre points afstand. Derfor er det også lidt af en nøglekamp for ulvene, når de lørdag møder EFB på udebane.

Sæsonens første møde mellem de to klubber endte målløst, og det var et ganske retvisende resultat, fortæller Kenneth Andersen:

"Når jeg ser på tallene for den kamp, så var det virkelig en helt lige affære - vi havde lige stor boldbesiddelse, og lige mange afslutninger. Det tror jeg også bliver tilfældet på lørdag, og forhåbentlig kan vi få kampen til at tippe til vores side", lyder det fra U19-træneren, der roser de vestjydske modstandere.

- De er det hold i ligaen, der har lukket færrest mål ind (12 scoringer imod i 16 kampe, red.), og det vidner om, at de er godt organiserede og gode til at forsvare sig - uden at jeg af den grund, synes de er et defensivt indstillet mandskab, fortæller Kenneth Andersen, der dog kan tanke selvtillid I at holdets seneste besøg i Esbjerg endte med en 2-0 sejr. I den seneste spillerunde blev det til en 2-1 sejr over Vejle Boldklub Kolding.

Der er dog ingen tvivl om, at der venter FCM U19 en svær opgave, for Esbjergenserne lader til at have ramt topformen på det rette tidspunkt. Således er alle holdets tre kampe i foråret blevet vundet. Der er kampstart lørdag d. 27 kl. 15.00 på Sport & Event Park i Esbjerg.

U17: Vaskeægte topbrag
Det er et møde mellem rækkens nr. 1 og 2, når EFB U17 og FCM U17 lørdag sætte hinanden i stævne, men Svend Graversen erkender, at det bliver svært at indhente det esbjergensiske førerhold:

- Esbjerg har været meget stabile, og har virkelig ikke sat mange point til henover sæsonen (43 point i 17 kampe, red.). Så de er favoritter, men derfor tror vi nu stadig, at vi kan tage derover og vinde.

- Det er velfungerende kollektiv, og de ved, hvad de vil, og spiller direkte og målsøgende. Det betyder, at vi skal have lukket ned for deres direkte spil, og sørge for at vinde den første duel om bolden. Samtidig skal vi være effektive i felterne - deres og vores eget - sådan som vi var, i den seneste runde mod Vejle Boldklub Kolding. Uanset hvad, er jeg helt sikker på, at det bliver en sjov kamp, der kommer til at foregå på et højt niveau, lyder cheftrænerens vurdering.

Ulvene har før kampen frem point op til Esbjerg, der desuden har spillet to kampe færre.

De to holds første kamp i sæsonen endte med en midtjysk 2-1 sejr, mens Esbjerg vandt med de samme cifre, da to hold mødte hinanden i en træningskamp i februar. FCM må til kampen undvære Jonas Gemmer, der afsoner karantæne efter at være blevet vist ud i 3-0 sejren over Vejle.

Der er kampstart lørdag d. 27 kl. 13.00 Sport & Event Park i Esbjerg.
 

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox