27.04.2013, 13:31 | Af: Administrator

U17 sejrede i Esbjerg

FCM U17 blev for anden uge i træk reduceret til ti mand, men hentede alligevel en fortjent sejr i topkampen mod EFB

Esbjerg FB U17 - FC Midtjylland U17 0-1 (0-1)

0-1 Ramjavakar Yogathas (20')

Udvisning: Joachim Andersen, FCM (70')

Der var en hel del på spil i lørdagens topkamp i U17 Ligaen, hvor en Esbjerg sejr ville give vestjyderne et otte points forspring til FCM og bringe dem snublende tæt på mesterskabstitlen.

Ulvene havde dog ikke til sinds bare at være statister i opgøret, og kampens første tyve minutter forløb i stedet med et FCM-mandskab i fuld kontrol.

Den gode periode blev også kronet med et mål. FCM U17 fik spillet værterne tynde i venstresiden, og så kunne Simon Sterring sende en bold ind i feltet til Java, der headede FCM i front.

Målet bragte Esbjerg længere frem på banen, men hjemmeholdet havde svært ved at komme frem til chancer mod et en disciplineret FCM-defensiv.

Midterforsvareren Kristian Dirks Riis havde før kampen scoret i begge de seneste ligakampe, men kom ikke på tavlen i dag. Til gengæld leverede han og forsvarsmakkeren Asger Sørensen en præstation på højt niveau, og havde en stor andel i at Esbjerg, der ellers er rækkens mest scorende hold, blev holdt fra fadet.

Ti minutter efter pausen burde FCM U17 være kommet på 2-0. Java rundede Esbjerg-forsvaret, men Esbjerg-keeperen holdt sit hold inde i kampen med en kanonredning.

Med ti minutter tilbage af opgøret modtog Joachim Andersen en advarsel for et frispark, og da det var anden gang i kampen, at han blev noteret i dommerens bog, måtte midtbanespilleren gå den tunge gang fra banen.

Som man kunne forvente skabte udvisningen et pres på ulvene, der i forvejen havde brugt alle tre indskiftere. Ganske symptomatisk for kampen kom Esbjerg dog ikke frem til åbne chancer, og FCM-målmand Rasmus Bach kunne slutteligt glæde sig over et nyt clean sheet. Det var første gang i sæsonen at Esbjerg U17 måtte forlade banen uden at have scoret.

- Vi er meget tilfredse, ikke mindst med at vi næsten ikke giver Esbjerg nogle chancer. De har en enkelt stor mulighed midt i anden halvleg, men det er også det, lød det efter kampen fra en forståelig glad Svend Graversen.

Næste kamp for FCM U17 er hjemmekampen mod Haderslev, lørdag d. 4. maj kl. 13.00. Se stilling og resultater fra U17 Ligaen her.

Startopstilling FCM: Rasmus Bach - Jeppe Solgaard, Kristian Dirks Riis, Asger Sørensen, Rasmus Lauritsen - Gloire Rutikanga, Joachim Andersen, Sigurd Schøndorf - Ramjavakar Yogathas, Simon Sterring, Mikkel Duelund

Udskiftninger:
50' Simon Sterring ud, Erik Braun ind
55' Sigurd Schøndorf ud, Alexander Nicolajsen ind
60' Mikkel Duelund ud, Anders Lund ind

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox