27.04.2013, 16:03 | Af: Administrator

U19 delte med Esbjerg

Tilfredshed med præstationen, men skuffelse over resultatet i en 1-1 kamp, hvor der blev gået til stålet

Esbjerg FB U19 - FC Midtjylland U19 1-1 (1-0)
1-0 Casper Nielsen (30')
1-1 Musefiu Ashiru (59')

Esbjergs U19 hold tog lørdag eftermiddag imod FCM, i en kamp der blev spillet på en meget ujævn græsbane. I første halvleg spillede ulvene tillige op i mod en frisk vestenvind, og forholdene gjorde, at det polerede spil havde trange kår.

I stedet udviklede kampen sig til en regulær herredyst med masser af duelspil, nærkampe og mange frispark fra begge holds side. Kampens første kvarter bød også på et par store FCM-chancer, og begge gange var det med Mikkel Luimes Nielsen i afslutterens rolle.

Først forsøgte den offensive midtbanespiller sig med en afslutning fra distancen, som overrumplede EFB-keeperen, men desværre tog  stolpen og gik ud. Og kort efter fik Nielsen en friløber, som målvogteren dog reddede.

Det var derfor ikke helt retvisende, at det i stedet var værterne, der bragte sig foran efter et hjørnesparket. I første omgang fik FCM-forsvaret ganske vist clearet bolden, men uden for feltet kommer en EFB-spiller til afslutning. Hans skud bliver rettet af, og snyder Oliver Korch i FCM-målet.

Det var derfor et ærgerligt FCM-mandskab, der kunne gå til pause - også fordi Musefiu tilsyneladende blev snydt for et straffespark, da en Esbjerg-spiller gik hårdt i ryggen på ham midtvejs i halvlegen.

Ulvene fortsatte dog ufortrødent med at lægge pres på værterne i de sidste 45 minutter, og efter et kvarters spil kom belønningen.

I FCMs venstreside vinder Mikkel Luimes Nielsen den direkte duel med Esbjergs højreback og går til baglinjen. Esbjergs forsvar er ikke kommet på plads og hans indlæg får lov til at passere hele vejen igennem feltet. Ved den bagerste stang når Musefiu dog frem og sender udligningen i nettet.

I kampens sidste halve time pressede FCM på for at få alle tre point, og holdet kom også frem til chancerne, blandt andet havde Lasse Thomsen et stort tilbud. Værterne var til derimod først og fremmest farlige i forbindelse med standardsituationer, ligesom vestjyderne ofte tog chancen fra distancen, uden dog at have fået indstillet sigtekornet ordentligt.

Det blev ved de 1-1, og det ærgrede Kenenth Andersen, der synes hans mandskab havde gjort sig fortjent til alle tre point.

- Vi er lidt skuffede lige nu, men jeg er meget tilfreds med indsatsen. Der blev virkelig gået til vaflerne, og vi stod imod et fysisk stærkt Esbjerg mandskab. Forholdene var ikke til pæn kombinationsfodbold, men vi indstillede os efter forholdene, og dominerede mod en stærk modstander, fortæller Kenneth Andersen.

Næste opgave for FCM U19 er hjemmekampen mod Haderslev lørdag d. 5. maj kl. 15.00 på EDC Arena. Se stilling og resultater for U19 Ligaen her.

Startopstilling FCM: Oliver Korch - Mads Lind, Malte Hansen, Tobias Jeremiassen, Mads Steffens - Lasse Thomsen, Mikkel Frankoch, Mikkel Luimes Nielsen - Musefiu Ashiru, Paul Onuachu, Mads Aasgaard

Udskiftninger:
60' Mikkel Frankoch ud, Benjamin Ayuba ind
70' Mikkel Luimes Nielsen ud, Lucas Hove ind
Ikke benyttet: Frederik Kjærulff

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox