06.04.2013, 17:03 | Af: Administrator

U19 gentog sejr over Brøndby

...men måtte slide hårdt før de tre point var i hus

FC Midtjylland U19 - Brøndby U19 3-1 (1-0)
1' 1-0 Lucas Hove (assist Musefiu Ashiru)
49' 2-0 Paul Onuachu (assist Mads Aasgaard)
52' 3-0 Mikkel Luimes Nielsen (assist Mads Lind Jensen)
58' 3-1 Brøndby

Efter tæt ved en måned uden kampe, demonstrerede U19-holdet lørdag, at ambitionen om at slutte i medaljerækken fortsat er intakt.

Det skete da ulvene hjemme på EDC Arena vandt med 3-1 over Brøndby, der omvendt blev sat yderligere tilbage i topstriden med det tredje nederlag i træk.

FCM U19 fik den bedst tænkelige start på opgøret, da Musefiu i det første spilminut chippede bolden hen over Brøndbys bagkæde, og fandt Lucas Hove , der var løbet i dybden. Alene med Brøndbys målmand svigtede kantspilleren ikke, og bragte FCM foran.

Den gode start blev ikke nogen sovepude for FCM U19, der ramte topniveauet og skabte adskillige store chancer, i en velspillet første halv time. Herefter var det dog som om ulvene slækkede grebet om kampen, og i det sidste kvarter af første halvleg fik Brøndby etableret sig på banen, uden at det for alvor blev farligt.

I anden halvleg forsøgte FCM på ny at få lagt det hårde pres på boldholderen, der havde været en vigtig ingrediens i den gode start på kampen, men det lykkedes kun delvist.

Til gengæld excellerede ulvene indenfor en anden fodbold-disciplin, nemlig kontrafasen. Paul nettede i mandags fire gange i reserveholdets 7-0 destruktion af Silkeborg, og den høje angriber luftede endnu engang målnæsen, da han omsatte en aflevering fra Mads Aasgaard til midtjysk 2-0 føring.

Den stilling fik kun lov at stå i s,å tre minutter, inden Mikkel Luimes gjorde ham kunsten efter, igen efter en omstillingsmulighed.

"Unødvendigt spændende"
Dermed burde kampen reelt være afgjort, men kort efter blev Brøndby korrekt tildelt et straffespark, som de udnyttede til at reducere, og det skabte en del uro mod et FCM-mandskab, der bestemt ikke virkede dirkefri i de bageste rækker i denne del af kampen.

I kampens sidste tredjedel fik FCM U19 dog stivet forsvarsværkerne noget af, og kunne køre den trods alt fortjente sejr hjem, til glæde for Kenneth Andersen, der dog ikke var helt tilfreds med den unødvendigt febrilske anden halvleg:

- Man skulle jo tro, at det ville skabe ro, når vi scorer til 2-0 og 3-0 i starten af anden halvleg, men det går hen og bliver hektisk, og vi ender med at overlade alt initiativ til Brøndby. Da de laver en hurtig reducering, bliver vi lidt bekymrede, for at de også skal få scoret til 3-2. Det sker heldigvis ikke og vi får igen lidt mere kontrol over defensive spil, fortæller Kenneth Andersen.

I næste weekend venter der FCM en spændende matchning i form af topholdet fra FC Nordsjælland. Den kamp spilles på Farum Park søndag 13/4 kl. 13.00.

Startopstilling FCM: Oliver Korch - Malte Hansen, Tobias Jeremiassen, Sonni Nattestad, Mads Lind Jensen - Lasse Thomsen, Mads Aasgaard, Mikkel Luimes Nielsen - Lucas Hove, Musefiu Ashiru, Paul Onuachu

Indskiftninger:
72' Mikkel Luimes Nielsen ud, Benjamin Ayuba ind
84' Paul Onuachu ud, Mikkel Adamsen ind
90+ Lucas Hove ud, Frederik Kjærulff ind

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox