04.04.2013, 15:08 | Af: Administrator

Ulvehjertet uddelt for første gang

For første gang blev FC Midtjyllands nye pris Ulvehjertet uddelt. Den gik til Nr. Felding-ildsjælen Per Østergård, der har stået i spidsen for at starte Danmarks første forenings-SFO.

Arbejdsdagen blev ikke helt, som Per Østergård havde forventet i torsdag. For mens han sad ved sit skrivebord på arbejdspladsen Trehøje Døre i Ørnhøj, væltede det pludselig ind med mennesker på det lille kontor.

Anledning var, at FC Midtjylland for første gang skulle uddele den nye pris Ulvehjertet, som går til lokale ulve, der er med til at skabe sammenhold i flokken.
 
- FC Midtjylland består af 157 samarbejdsklubber, og i de klubber er der mere end 4000 frivillige. Ulvehjertet er en hyldest til samarbejdet og en hyldest til de enere, der tør være visionære og nytænkende, fortalte ordførende direktør Claus Steinlein, som overrakte prisen.

- Som professionel fodboldklub må vi aldrig glemme vores rødder. De lokale græsrødder udgør det hjerte, der holder eliteidrætten i gang. Med Ulvehjertet vil vi hylde og sige tak til de lokale ulve, som går forrest og tager sig af ulveungerne og værner om resten af flokken.

Per Østergård, som flere gange er kåret til årets borger i Nr. Felding, har stået i spidsen for at starte Danmarks første forenings-SFO op. Og kombineret med det store engagement, han har vist i foreningslivet i Nr. Felding i gennem de seneste 40 år, har det gjort, at han er den første modtager af Ulvehjertet.

- Det er et banebrydende projekt og særdeles nytænkende. Du ser muligheder og får ting til at ske, og du har gjort drømme til virkelighed, sagde Steinlein i sin begrundelse for valget.

- Du er en person, som er meget vellidt, og som kan snakke med alle. Du har en enestående måde at kommunikere med de unge mennesker på, og selv om du for nyligt er blevet 60, så arbejder du stadig som to på 30 med masser af energi.

Selv var Per Østergård mildest talt overrasket, da Claus Steinlein, skoleleder Jette Lund samt en masse ungledere fra Nr. Felding dukkede uanmeldt op på arbejdspladsen i Ørnhøj.

- Jeg er overrasket. Jeg vidste intet om det her, men jeg er da glad for, at man belønner det frivillige arbejde. Det er en hel by, der er gået sammen om det her. Jeg tror på, det er noget, der kan gavne foreninger og skoler i små landsbyer, siger Per Østergård.

Han har i de sidste fire år været formand for Nr. Felding GIF, men i de seneste 40 år har han været en aktiv del af foreningslivet, hvor han har flere formandskaber fra de forskellige underafdelinger på CV'et.

- Det er fantastisk med en herreskare af frivillige, og når man først har været en del af det, vil man ikke ud af det igen, siger ildsjælen, der ligger en stor del af sin fritid i foreningslivet i lokalsamfundet.

- Der er sommetider nogle, der har sagt til mig, at hvis jeg brugte lige så meget tid på mit arbejde, så kunne jeg have haft en høj stillingen. Men jeg mener, at den løn, man får ved at være frivillig, er meget større. Det er glæden ved at glæde andre. Derudover får man en kæmpe berøringsflade, og man får lov til at udleve nogle af sine ideer, siger Per Østergård.

Som et led i forenings-SFO'en har Nr. Felding blandt andet uddannet 24 ungledere i alderen 13-17 år, som sammen med en lærer sørger for idrætsaktiviteter i SFO-tiden. Det har betydet en stor fremgang hos de forskellige sportsgrene i foreningen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox