24.05.2013, 10:44 | Af: Administrator

Cheminova inviterede studerende på MCH Arena

Der blev tænkt utraditionelt, da Cheminova inviterede seks studerende til rekrutteringsmøde på MCH Arena forud for kampen mod AGF.

Cheminova har taget nye metoder i brug for at komme endnu tættere på de studerende, som lige om lidt er at finde på arbejdsmarkedet. Til FC Midtjyllands kamp mod AGF havde kemikalieproducenten således inviteret seks studerende fra AU Herning til spisning i VIP Loungen inden kampen.

- Der skal tænkes lidt utraditionelt for at komme i kontakt med de unge. Der er mange om buddet, så det er med at knytte de unge tidligt til Cheminova, siger Jens Peter Kristensen, som er virksomhedens specialist i Global Recruitment & Employer Branding, til aoh.dk.

De studerende var denne gang fra Supply Chain Management-linjen, hvor de var specielt udvalgt af Chiminova, som gerne vil endnu tættere på de studerende.

- På jobmesser har vi tre minutter til at tale med de unge, og der drukner man hurtigt i mængden. Ved at invitere på MCH Arena har vi to timer, hvor vi kan fortælle om Cheminova og de programmer, vi kan tilbyde, siger Jens Peter Kristensen.

Cheminova var efter rekrutteringsmødet godt tilfreds med eftermiddagen på MCH Arena, og hos FC Midtjylland er man også positive over for det nye initiativ.

- Vi skal hjem og evaluere, men det er gået bedre end forventet. Det er en god måde at komme i dialog med de unge på, og arrangementet har helt sikkert tjent det formål, det skulle, siger Jens Peter Kristensen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox