15.05.2013, 15:20 | Af: Administrator

Truppen mod Silkeborg

Cheftræner Glen Riddersholm har udtaget samme trup, som i sidste runde vandt 3-0 over Randers FC.

FC Midtjylland hentede i sidste runde endnu en succes, da holdet på hjemmebane spillede en flot kamp og vandt med overbevisende 3-0 over Randers FC.

Morgendagens modstander fra Silkeborg fik mandag en knap så god optakt til kampen, da holdet led et 2-0-nederlag til AC Horsens og dermed reelt glippede muligheden for at redde sig i Superligaen.

- Hvis nogen tror, vi undervurderer Silkeborg, så tager de fejl. Vi kan finde masser af motivation i at spille mod Silkeborg i morgen, understreger cheftræner Glen Riddersholm.

- Det er ikke nogen udpræget fordel, at Silkeborg næsten er sikker på at rykke ned. Kigger man i statistikken kan man se, at de tre seneste gange, Silkeborg er rykket ned, har de vundet den efterfølgende kamp - blandt andet mod FCK, noterer Riddersholm sig.

- Et hold, der har ligget i den situation, som Silkeborg har, smider lige pludselig hæmningerne og spiller med en helt anden frihed i spillet, og det skal vi være opmærksomme på. Samtidig er Silkeborg et hold, vi ikke har de bedste erfaringer med på det seneste. Det er et hold, vi har haft svært ved at vinde imod, så det i sig selv er en stor motivationsfaktor.

Statistikken viser, at hvis FC Midtjylland scorer det første mål på Silkeborg Stadion, vinder de, og ulvene har i de seneste 11 kampe scoret på udebane, og holdet skal fortsætte det flotte forår, hvor holdet lige nu fører formbarometeret  med 15 point i de seneste seks kampe.

- Vi skal ud og følge op på vores fine forårsform. Vi kan med en sejr definitivt sikre os en ekstra hjemmekamp i næste sæson med sjettepladsen, og vi kan muligvis kigge op ad mod en europæisk plads. Men inden vi drømmer, skal vi præstere. Det handler om tre point, og det får vi ved at følge op på vores seneste præstationer i foråret, hvor vi er et af de mest formstærke hold, siger Glen Riddersholm.

- Vi har haft en god solid defensiv organisation, hvor vi arbejder hårdt og ydmygt, og offensivt har vi spillet med den dynamik og power og ikke mindst den individuelle kvalitet, som vi råder over. De ting sat sammen borger for en god fodboldpræstation, og det er præstation og indsat, der er i fokus i morgen frem for alle de hvis'er - dem kan vi ikke bruge til så meget, siger Glen Riddersholm, der ser frem til lokalopgøret.

- Det et lokalderby , og det er sådan nogle kampe, vi gerne vil vinde. Det gælder noget. Man skal kunne mærke, at det virkelig betyder noget at vinde sådan en kamp, siger Riddersholm.

Der er kick-off i Silkeborg torsdag klokken 19.00.

Truppen mod Silkeborg IF
1. Jonas Lössl
6. Jesper Lindorff Juelsgård
8. Petter Andersson
9. Morten 'Duncan' Rasmussen
10. Tim Janssen
11. Danny Olsen
14. Jakob Haugaard
15. Jesper Lauridsen
17. Mads Albæk
18. Erik Sviatchenko
19. Marco Larsen
20. Kristian Ipsa
23. Frank Kristensen
26. Patrick Banggaard
27. Pione Sisto
32. Kristian Bak Nielsen
36. Rilwan Hassan
44. Sylvester Igboun

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox