31.05.2013, 07:12 | Af: Administrator

U17 vil holde presset på EFB

Skal vinde over OB for at bevare chancen for at blive mestre

Den seneste spillerunde resulterede i et enkelt point til FCM U17, der spillede 0-0 på udebane mod FCK. I sig selv en godkendt præstation, men alligevel var det ærgrelsen, der fyldte mest hos ulvene efter kampen.

Krydset betød nemlig, at holdet ikke halede ind på førerholdet Esbjerg, der ellers skuffede ved kun at spille 2-2 mod bundproppen FCN.

De ellers så stabile esbjergensere har smidt nogle point i foråret, men FCM U17 har ikke rigtig formået at kapitalisere af det, til Svend Graversens ærgrelse:

- Det har været super frustrerende, indrømmer FCM-træneren og peger på, at FCM U17 ofte er rendt ind i problemer, når de ikke har kunnet få lukket op for modstanderne.

- Nogle af de andre hold, har været gode til at læse vores angrebsspil, og når det er sket, har vi ikke selv været gode nok til at variere vores spil.

Ligaens bedste defensiv
Mens det i perioder har knebet FCM U17 med at finde vej til netmaskerne, har Svend Graversen og den øvrige trænerstab til gengæld kunnet glæde sig over at holdets defensiv bare er blevet stærkere og stærkere i takt med at foråret er skredet frem – FCM U17 har bare lukket ét mål ind i de seneste seks kampe, og har ligaens bedste forsvar, målt på scoringer imod (24 mål i 24 kampe).

De kvaliteter får ulvene brug for i lørdagens kamp mod et fynsk mandskab, der trods en placering i rækkens midterfelt, ikke har ry for at give noget ved dørene:

- Vi spillede 2-2 mod dem i Odense i efteråret, i en lige kamp, og jeg tror også det bliver et tæt opgør denne gang, siger Svend Graversen og henviser til at odenseanernes seneste otte ligaopgør er blevet afgjort med et måls margin, hvis de da ikke er endt uafgjort.

Kampen byder derudover på et gensyn med to tidligere holdkammerater – målvogter Anders Michelsen og forsvareren Lasse Christensen har begge en fortid på Akademiet, men repræsenterer nu de stribede fra Fyn.

U17 må til kampen undvære Asger Sørensen (forstuvet ankel) og Ramjavakar Yogathas (knæ-problemer), mens Jonas Gemmer meldes tvivlsom med en overbelastningsskade.

Der er kampstart lørdag d. 1/6 kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox