16.05.2013, 19:59 | Af: Administrator

Ulvene måtte nøjes med uafgjort

Mads Albæk så længe ud til at blive matchvinder i Silkeborg, men med en sen scoring stjal hjemmeholdet to point fra ulvene.

FC Midtjylland dominerede i Silkeborg, og længe så det også ud til, at ulvene skulle tage sin tredje sejr i træk, da Mads Albæk efter 74 minutter sendte ulvene på sejrskurs med et mål direkte på frispark, men i den ordinære spilletids sidste minut fik hjemmeholdet udlignet.

Det var ellers FC Midtjylland, der havde de bedste muligheder i kampen, og midtvejs i første halvleg kom det rigtigt tæt på, da et hjemmeholdets Daniel Pedersen sendte et FCM-indlæg på egen stolpe.

Også Rilwan Hassan og Petter Andersson kom frem til muligheder i kampens første 45 minutter, mens hjemmeholdet kom frem til en enkelt mulighed ved Jeppe Illum, men Jonas Lössl fik i situationen gjort vinklen så spids, at Illum sendte bolden i sidenettet.

Hjemmeholdet åbnede anden halvleg med en stor mulighed til Marvin Pourie, men i fri position sendte tyskeren sin afslutning direkte i favnen på Jonas Lössl.

Herfra var det FC Midtjylland, der dominerede opgøret, og efter et energisk løb fra anfører Kristian Bak Nielsen, som fik hentet en umulig bold ned på græsset på baglinjen, fik Sylvester Igboun ulvenes største mulighed, da Bak serverede bolden lige i panden af Sly, men hans hovedstødsforsøg blev reddet af Gunnar Nielsen i Silkeborg-målet.

Indskiftede Pione Sisto fik vist prøver på sine hurtige fødder og kom til en afslutning i feltet, men hårdt presset fik han ikke et ordentligt træf på bolden. Også Erik Sviatchenko gjorde sit for at score det forløsende mål, da han sendte et seksspark af sted efter et hjørnespark.

Men forløsningen kom efter 74 minutter, da Mads Albæk med sit gyldne venstreben scorede sit niende superligamål i sæsonen, hvilket længe lignede afgørelsen i Silkeborg. Men i sidste minut af den ordinære spilletid sikrede indskiftede Danial Flyger hjemmeholdet det ene point med sin scoring til 1-1.

Ulvene satsede alt i de sidste minutter og sendte straks Frank Kristensen og Tim Janssen på banen, men tiden løb ud for gæsterne, og derfor måtte ulvene nøjes med det ene point i Silkeborg.

Kampfakta

Silkeborg IF - FC Midtjylland 1-1 (0-0)
0-1 Mads Albæk '74
1-1 Daniel Flyger '90

Advarsler
Frank Hansen (SIF) '78
Jesper Bech (SIF) '82

Holdopstilling
Jonas Lössl - Kristian Bak NielsenPatrick BanggaardErik Sviatchenko,Jesper Lindorff Juelsgård - Mads Albæk - Sylvester Igboun ('58 Pione Sisto), Danny Olsen ('90 Frank Kristensen), Petter AnderssonRilwan Hassan - Morten 'Duncan' Rasmussen (90' Tim Janssen)

Tilskuere: 2.973

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox