18.06.2013, 07:29 | Af: Administrator

Årets udviklingsspiller er Joachim Andersen

Årets udviklingsspiller har flyttet sig fra åbenlyst talent til dominerende spiller.

Under afslutningsfesten på akademiet tog akademichef, Flemming Broe, ordet, da det blev tid til at kåre ”Årets udviklingsspiller” på akademiet. Prisen gives til den spiller, der har udviklet sig mest på og udenfor banen. ”Årets udviklingsspiller” gives til den spiller på de fire akademiårgange, der i den netop overståede sæson har haft den største personlige udvikling.

Pione Sisto, der i år blev kåret til årets akademispiller i FC Midtjylland, modtog prisen sidste år. Tidligere er bl.a. Simon Kjær, Izunna Uzochukwu, Jesper Juelsgård og Jesper Lauridsen skrevet på listen og søndag aften kunne 17-årige Joachim Andersen skrive sig på listen over spillere, som er kåret til årets udviklingsspiller på Akademiet.

- Årets udviklingsspiller er et meget stort talent, der både er teknisk og fysisk stærk og i primært den sidste halvsæson er han gået fra at være et åbenlyst talent til at være en dominerende spiller uanset om han har optrådt på U17-, U19- eller reserveholdet, begrundede Flemming Broe.

- Han har på det menneskelige plan udviklet sig til at kunne håndtere pres og han er blevet langt mere bevidst om egne handlinger og har sat fokus på eget spil- og udvikling, hvilket har været befordrende for hans spil på banen, fortalte Flemming Broe om talentet, der tidligere på året var til prøvetræning i hollandske Twente.

Tillykke til Joachim med den flotte hæder.

Årets udviklingsspiller gennem tiden
2012/2013: Joachim Andersen
2011/2012: Pione Sisto
2010/2011: Alexander Ludwig
2009/2010: Jesper Lauridsen
2008/2009: Izunna Uzochukwu
2008: Jesper Juelsgård
2007: Kasper Hansen
2006: Simon Kjær

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox