01.06.2013, 21:52 | Af: Administrator

Møller med i dansk nulløsning

Frederik Møller fik de sidste 12 minutter i U21-landsholdets 0-0-opgør mod Irland.

Det danske U21-landshold er i gang med forberedelserne til EM-kvalifikationskampen mod Estland i Talinn den 7. juni. Og som opvarmning til det opgør mødte de danske talenter fredag Irland.

Det var første gang, at Jess Thorup stod i spidsen for det danske U21-landshold, og han valgte efter 78 minutter at sende FC Midtjyllands Frederik Møller på banen, da han afløste Esbjergs Jonas Knudsen.

Danskerne åbnede kampen bedst og skabte flere gode muligheder, men i takt med at halvlegen skred frem, faldt intensiteten, og selv om det danske hold havde det meste af initiativet, kom holdet kun frem til sporadiske chancer.

De sidste 45 minutter blev start som de første sluttede, og da irerne blev reduceret til ti mand, tiltvang danskerne sig igen initiativet og havde et massivt overtag i boldbesiddelse, men gæsterne forsvarede sig forbilledligt.

10 minutter før tid øgede Danmark presset yderligere, og bolden dansede rundt i det irske straffesparksfelt, men den sidste afslutning fra Bassel Jradi blev afværget af den irske keeper, og efter tre minutters overtid kunne den estiske dommer Kristo Tohver fløjte kampen af.

Næste opgave for det danske U21-landshold og Frederik Møller bliver som nævnt EM-kvalifikationskampen på udebane mod Estland. Den kamp fløjtes i gang den 7. juni klokken 16.00 i Talinn. Derefter venter en EM-kvalifikationskamp på hjemmebane mod Andorra på Aalborg Stadion i begyndelsen af september.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox