15.06.2013, 07:57 | Af: Administrator

Se talenterne slutte sæsonen af

Både U17 og U19 runder af med kamp mod AaB

 Afdansningsbal for U19

Sæsonens sidste opgave for FCM U19 bliver en kamp mod AaB. Ulvene ved allerede nu, at de slutter på en fjerdeplads, mens gæsterne med en sejr har mulighed for at springe en enkelt plads frem i tabellen, fra 7. pladsen til 6. pladsen.

Selvom der ikke er medaljer på spil, er Kenneth Andernsen dog sikker på, at der bliver tale om et seværdigt opgør med masser af engagement:

- Det er jo sådan, at det for mange af spillerne bliver den sidste ungdomskamp, de kommer til at spille – og for flere af dem, er det også den sidste kamp for klubben i denne omgang. Det betyder noget, og jeg ved, at de gerne vil slutte af på ordentligt manér, siger FCM-træneren.

FCM U19 stiller op uden Oliver Korch i målet. Keeperen blev fejlagtigt udvist, da han og resten af U19-landsholdet for en uge siden fik knust EM-drømmene af de portugisiske værter.

Det er dog ikke skuffelse, der holder Korch fra banen, men derimod den omstændighed at han er blevet indlemmet i Superligatruppen fra den kommende sæson, og derfor er blevet bevilget en ferie.

Derudover må FCM U19 undvære Sonni Nattestad. Den 18-årige midterforsvarer fik fuld spilletid for Færøernes U21-landshold, der har mødt Rumænien og Montenegro, og han har ligesom Korch fået lov til at gå på ferie.

Kampen fløjtes i gang på EDC Arena kl. 15.00 nu på søndag, d. 16/6, og det er som altid gratis at overvære.

U17: Punktum for en flot sæson

Ligesom U19 holdet måtte FCM U17 nøjes med at følge med på sidelinjen, da tingene blev afgjort i den forgangne weekend. Guldrivalerne fra Esbjerg stod for presset, og vandt en flot 4-1 sejr i Aalborg, og kunne dermed lade sig hylde som mestre, mens FCM U17 nu er sikre på at slutte sæsonen som nr. 2.

Svend Graversen havde naturligvis håbet, at guldduellen kunne være fortsat helt til sidste spillerunde, men havde indstillet sig på at esbjergenserne ville løbe med pladsen øverst på podiet. Han var derfor ikke skuffet.

- Nej, Esbjerg havde to matchbolde, så vi var afklarede med at de blev mestre. Selv om vi vandt de indbyrdes opgør mod dem, er det da også fuldt fortjent at de løber med titlen, og der skal lyde et stort tillykke til dem herfra, siger han.

Nu mangler der blot 80 minutters fodbold, før U17-talenterne kan gå på sommerferie. Her bliver modstanderen AaB, der fortsat har lidt at kæmpe for, da de behøver en sejr, for at forsvare deres nuværende fjerdeplads.

 Det kunne derfor ligne en kamp, hvor der bliver løsnet lidt for de taktiske bånd, men Svend Graversen vægrer sig alligevel ved at love målfest i Ikast:

- Jeg synes jo altid vi spiller friskt til og vil frem ad banen, men det er ikke altid, at modstanderne vil lege med, lyder det med et smil fra træneren.

Graversen tør til gengæld godt garantere en engageret indsats fra spillerne - både fordi det er sæsonens sidste kamp, og fordi spillernes familier ventes at troppe talstærkt op, da der er forældrearrangement efter kampen.

FCM U17 må til kampen se bort fra Asger Sørensen (vrikket om på foden) og Java (meniskenproblemer).

Der er kampstart på EDC Arena søndag d. 16/6 kl. 13.00, så kom og vær med til at få sluttet sæsonen godt af.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox