01.06.2013, 14:18 | Af: Administrator

U17 indfriede forventningerne

Erik Braun dobbelt målscorer i klar sejr over OB

Lørdagens ligaopgør mod OB lignede umiddelbart en tæt affære, men to FCM-scoringer i første halvleg banede vejen for en problemfri sejr til ulvene.

Kampens formede sig med FCM U17 som spilstyrende, mens gæsterne virkede tilfredse med at kunne spille afventende. Efter et kvarters spil fik fynboernes "gameplan" dog et skud for boven, da Erik Braun tordnede bolden i nettet fra 30 meters afstand. Et drømmemål af kantspilleren, og præcis den start, der skulle til for at sætte FCM-maskineriet i gang.

Målet fik ikke umiddelbart OB til at gå længere frem på banen, men kort før pausen tog FCM U17 endnu et skridt mod at sikre sig sejren og tre point. Sigurd Schøndorf dirigerede et frispark op i krydset - 2-0 og en kold dukkert til gæsterne, der nu var tvunget frem på banen i anden halvleg.

Det kom de også, og efter ti minutters spil fik OB reduceret til 2-1, efter at have overrumplet FCM-forsvaret med en lang bold. Der gik dog ikke mange minutter før FCM kvitterede ved selv at slå en lang bold op til Erik Braun, der oversprintede sin modspiller og scorede til 3-1.

I det hele taget sad FCM U17 meget tungt på begivenhedernes i de sidste fyrre minutter, og hvis man skulle ærgre sig over noget, var det at holdet ikke var lidt bedre til at udnytte de mange chancer, der blev skabt.

Det blev dog til et enkelt mål mere, da Gloire Rutikanga havde sidste fod på et flot FCM-angreb. Midtbanespillerens afslutning kommer ikke til at vinde nogen skønhedspriser, men ind over stregen kom bolden. Målet var Gloires første ligamål for FCM.

- En god præstation og en helt igennem fortjent sejr. Esbjerg vandt også i dag, og er dermed næsten sikre på at blive mestre, men vi fik forsvaret andenpladsen, beretter Svend Graversen.

FCM U17 slutter sæsonen af med en hjemmekamp mod AaB om to uger, søndag d. 16/6 kl. 13.00. Se stilling og resultater for U17 Ligaen her.

FC Midtjylland U17 - OB U17 4-1 (2-0)
1-0 Erik Braun (15')
2-0 Sigurd Schøndorf (39')
2-1 OB (50')
3-1 Erik Braun (54')
4-1 Gloire Rutikanga (60')

Startopstilling FCM: Rasmus Bach - Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis, Joachim Andersen, Jeppe Solgaard - Gloire Rutikanga, Jonas Gemmer, Sigurd Schøndorf - Erik Braun, Simon Sterring, Anders Lund

Udskiftninger:
41' Jonas Gemmer ud, Rasmus Nissen Kristensen ind
51' Sigurd Schøndorf ud, Alexander Nicolajsen ind
70' Anders Lund ud, Mikkel Duelund ind

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox