06.06.2013, 11:32 | Af: Administrator

Ulvene forlænger med to talenter

FC Midtjylland har skrevet kontrakter med akademi-spillerne Paul Onuachu og Musefiu Ashiru. Samtidig etablerer klubben en boblertrup.

FC Midtjylland har skrevet kontrakt med to af klubbens egne talenter fra Akademiet. 19-årige Paul Onuachu har skrevet en tre-årig kontrakt med ulvene, mens 18-årige Musefiu Ashiru har sat sin signatur på en et-årig aftale.

Paul Onuachu har været en flittig målscorer i Reserveligaen i denne sæson, og den høje angriber fik i sidste sæsons pokalottendedelsfinale mod Randers FC sin officielle debut for ulvene, mens superligadebuten kom i december sidste år, da han blev skiftet ind mod Silkeborg.

- Paul har udviklet sig rigtig godt, og med sin størrelse har han en fysisk fordel. Han har nogle af de ting, der skal til for at blive en topangirber. Det er en spiller, vi forventer os meget af, men han skal fortsætte sin udvikling, og han er ikke i vores planer på kort sig, siger Claus Steinlein.

Også Musefiu Ashiru har fået sin officielle debut for FC Midtjylland. Det gjorde han ligeledes i pokalturneringen mod Randers FC, og i det midtjyske ser man mange spændende kvaliteter hos den hurtige kantspiller.

- Musefiu er en gennembrudsstærk spiller, som foruden sin hurtighed også er en teknisk stærk spiller. Han er især dygtig på den sidste tredjedel af banen, men han skal fortsat arbejde med at blive endnu mere målfarlig, siger Claus Steinlein.

FC Midtjylland etablerer samtidig en boblertrup, som skal være med til at lette overgangen fra Akademiet til superligatruppen. Det bliver en trup, som kommer til at bestå at de yngste seniorspillere samt de største talenter på Akademiet.

- Med boblertruppen får spillerne en fast base og en afklarethed, og samtidig vil der være to trænere, som har maksimal fokus på den her gruppe af spillere, fortæller akademichef Flemming Broe.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox