11.07.2013, 05:20 | Af: Administrator

Bak tilbage efter blokade

Kristian Bak har haft problemer med sin ene ankel, men tirsdag aften var han tilbage på holdet.

Kristian Bak Nielsen har holdt en fodboldpause på fire dage, efter at han har fået en blokade i sin ene ankel, men tirsdag aften var han tilbage i kamp, da han fik de første 45 minutter i 2-0-sejren over Marienlyst.

- Jeg har haft det, man kalder en omvendt fodboldankel. Det gør, jeg  får ondt, når jeg sparker, sprinter eller hopper. Det har jeg haft problemer med i flere år, men jeg har haft gode erfaringer med at få en blokade, som gør, at man er ude i fire dag, men derefter mærker jeg ikke mere til det. Så det skulle gerne gøre, at jeg kan spille hele sæsonen for fuld kræft, fortæller Kristian Bak Nielsen.

Inden tirsdagens kamp havde FCM-kaptajnen blot 45 minutter i benene fra opstartens første træningskamp mod Fredericia. Derfor glæder Bak sig over, at holdet på fredag møder AC Horsens i den sidste testkamp inden sæsonpremieren mod AGF.

- Jeg kan godt mærke, at jeg har været ude i fire dag, så jeg er glad for, at der endnu er lidt tid til sæsonstart. Fysisk står jeg rigtig fint, men i forhold til boldfølingen og min timing mangler jeg stadig lidt. Jeg glæder mig til at spille mere mod Horsens, siger Bak.

I tirsdagens opgør blev han afløst af Kolja Afriyie, som i opstarten har været generet af en dårlig ryg, men også her er der positive tendenser.

 - Det går fint. Jeg har trænet med i de sidste to uger, så det ser fornuftigt ud. Jeg mangler lige det sidste rent formmæssigt, men min ryg har det godt, og jeg har ikke smerter længere, fortæller Kolja Afriyie.

FC Midtjylland møder i morgen AC Horsens på MCH Arena i den sidste testkamp inden superligastarten. Den kamp fløjtes i gang klokken 14.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox