17.07.2013, 11:30 | Af: Administrator

Ny A+ træner i FC Midtjylland

Lars Friis bliver ny A+ træner i FC Midtjylland. Samtidig bliver han en del af trænerteamet omkring superligaholdet.

Han har været med lige fra begyndelsen. Lars Friis spillede selv ungdomsfodbold i Ikast FS, men da ungdomsbolden gik på hæld, stoppede han inden for kridtstregerne og begyndte i stedet uden for stregerne, hvor trænerkarrieren tog form.

Derfor har 37-årige Lars Friis et enormt kendskab til FC Midtjylland, og der er masser af trænererfaring i fodboldbagagen. I de seneste sæsoner har han arbejdet med ulvenes største talenter kun afbrudt af en afstikker til DBU fra 2007 til 2009, hvor han var talenttræner og assistenttræner for ungdomslandsholdene.

Indtil nu har det været ungdomsfodbolden, der har haft hans fokus, og han har set masser af "sine" unge drenge få debut for ulvenes førstehold.

- Det er interessant at arbejde med unge spillere, der vil lære, og som man kan udvikle. Vi har givet mange unge debut på superligaholdet, og det er en ekstrem stor tilfredsstillelse at se en spiller fra vores akademi løbe på banen, når man kender historien bag de mange timer, der er lagt i det fra spillerens og trænernes side. Man får gåsehud, når navnet bliver råbt op, og spilleren løber på banen. Det er et stort øjeblik, fortæller Lars Friis.

I den nye sæson kan han se frem til nye udfordringer, når han skal være A­+ træner i FC Midtjylland, ligesom han sammen med Rene S. Andersen skal indgå i trænerteamet omkring superligaholdet.

Offensivt ansvar
- Det er gået stærkt, og jeg ser meget frem til min nye rolle, siger Lars Friis, som fra begyndelsen får et ansvarsområde i superligastablen.

- Vi er et team, der skal få holdet til at fungere. Der er ingen tvivl om, at det er Glen, der har hovedansvaret, men han er en moderne træner, som uddelegerer ansvaret, så jeg skal ikke bare flytte kegler. Sammen med Rene S. Andersen har jeg ansvaret for den offensive del af spillet. Vi skal planlægge træninger og stå for dem. Derudover skal jeg kigge på vores kampe, når de skal evalueres, forklarer Lars Friis, som altså også er klubbens nye A+ træner.

- Den anden del bliver arbejdet med de unge fra 16-21. Men vi er mange trænere i klubben, som har ansvaret for vores unge spillere. Min opgave bliver at være med til at implementere de uge spillere, så gabet mellem ungdom og senior bliver minimalt, siger Lars Friis, der har peger på ærlighed, hårdt arbejde og stor passion for sporten som vigtige værdier.

Et af tiltagene for at mindske det gab bliver en boblertrup, som kommer til at bestå af de yngste spillere fra superligatruppen og de største talenter fra Akademiet. Den gruppe får Lars Friis sammen med Rene S. Andersen ansvaret for, ligesom makkerparret også skal stå i spidsen for reserveholdet.

- Der bliver nok at se til, men det bliver sindssygt spændende. Det er en drøm at få lov til at arbejde med de bedste og ældre spillere i klubben. Der er en kultur i FC Midtjylland så ligegyldig, om du er sidste i 20'erne eller anden års junior, er du åben for at lære nyt. Kulturen betyder alt i vores klub, og den skal vi i trænerteamet været med til at sikre, at vi bibeholder, siger Lars Friis, der har haft det som en ambition at prøve kræfter med de bedste seniorspillere i klubben.

Trænerdrøm opfyldt
- Du skal have mål, hvis du skal have et drive, og det var et stort mål for mig at komme op, hvor jeg er nu, hvor jeg har mulighed for at arbejde med en af Danmarks mest talentfulde trupper og bringe endnu flere talenter derop. Når tiden er moden, skal jeg have sat mig nye mål, men først skal jeg lige bruge tiden på at finde fodfæste i min nye funktion. Men inden for en overskuelig fremtid er mit håb at erhverve P-trænerlicens, siger Lars Friis, der fik sin A-trænerlicens i 2004.

- Jeg bliver nu udfordret på andre ting. Jeg skal arbejde med ældre spillere, og jeg kan være med til at sætte mit aftryk. For mig er det en stor drøm at få lov til at arbejde med superligaholdet, og jeg føler mig privilegeret, når jeg kan leve af min hobby. Jeg plejer at sige, at jeg har ikke været på arbejde endnu - jeg lever af min hobby, siger Lars Friis, der får stor opbakning til projektet fra hjemmefronten.

- Det kunne ikke lade sig gøre, uden at familien bakkede op. Familien er afklaret med, at trænerjobbet ikke er et 37 timers job, og der er en forståelse for det, jeg laver. Det hele er gået op i en højere enhed, og en vigtig faktor for at få succes er, at tingene er afstemt, siger Lars Friis, der er med, når FC Midtjylland på fredag møder AGF i sæsons første kamp.

For FC Midtjyllands ordførende direktør i FC Midtjylland Claus Steinlein var det et naturligt valg at give Lars Friis chancen, da hullet efter Tonny Hermansen skulle udfyldes.

- Det ligger i klubbens DNA, at vi altid først kigger internt, og Lars er en ægte ulv med store kompetencer. Han har selv spillet fodbold i Ikast FS og sidenhen trænet ungdomshold i FC Midtjylland. Han har haft en drøm om at tage næste step, og det er helt naturligt, at Lars nu bliver en del af trænerteamet omkring superligatruppen samtidig med, at han skal være A+ træner. Lars er indbegrebet af struktur og planlægning, og han har den helt rigtige profil i forhold til det, vi har søgt, siger Claus Steinlein.

Lars Friis har i mange år være en del af trænerteamet på Akademiet, og akademichef Flemming Broe glæder sig over valget af Lars Friis som ny A+ træner.

- Lars er den naturlige aftager til rollen som A+ træner. Han har været træner på Akademiet og kender derfor de unge mennesker godt. Nu får han ansvaret for at føre dem videre op i boblertruppen og superligatruppen, og det er et helt naturligt step. Derudover får han kontakten til DBU, hvor han tidligere har været ansat. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtig match, vi har fundet, siger Flemming Broe.

Rundt om Lars Friis
- er 37 år og gift med Jane
- de har sammen børnene Marcus og Rebecca
- fritiden bruges på at slappe af og give familien noget igen, ligesom Lars Friis godt kan lide at holde sig i gang med mountainbike og løb

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox