09.07.2013, 10:06 | Af: Administrator

Offensiv dribler på Akademiet

Mikael Neville Anderson er ny spiller på ulvenes fodboldakademi. Den fintestærke spiller er et unikt talent, fortæller akademichef Flemming Broe.

Han var kun tre år, da han tog sine første driblinger. Dengang var det med hans far, som sidenhen blev hans første træner. Siden er det blevet til mange driblinger, og når Mikael Neville Anderson efter sommerferien begynder på FC Midtjyllands fodboldakademi, bliver det til endnu flere driblinger og endnu mere fodbold.

- Det er bare fint. Jo mere fodbold jo bedre, siger 15-årige Mikael Neville Anderson, der allerede har haft mange store oplevelser med fodbolden trods sin unge alder.

Den største kom for et år siden, da den engelske Premier League-klub Aston Villa inviterede den dengang 14-årige Anderson til prøvetræning i klubben.

- Det var fantastisk. Det var højt niveau, husker Mikkel Neville Anderson.

- Det var udfordrende og en god oplevelse. Jeg fik målt mig med de bedste i England og fik set, hvad jeg skal bygge på mit spil. Jeg synes, jeg var blandt de bedste, men de var meget anderledes end mig. De var meget fysisk stærke, mens jeg er en mere teknisk spiller, forklarer Anderson.

Den offensive og fintestærke spiller, som kan anvendes på begge kanter og i angrebet, begynder efter sommerferien på Akademiet, og hans nuværende træner, FC Midtjyllands U15-træner Søren Bjerg, har store roser den til udfordrende spiller.

- Han er en god dribler, som er dygtig en-mod-en i den offensive del af spillet. Hans tankesæt er meget kreativt, og han har en nærmest legende tilgang til spillet. Han er blevet mere og mere kampafgørende, og det har klædt ham, siger Søren Bjerg.

Den karakteristik bakkes op af akademichef Flemming Broe, som ser et stort potentiale i Anderson.

- Han er en yderst interessant spiller, og han er ikke som de fleste. Han er en glimrende spilstation op ad banen, og han suger nærmest bolden til sig og er god til at holde fast i den. Han har et godt balancepunkt og et fint flow med bolden. Han laver nogle spektakulære ting, og han kan gøre ondt på enhver modstander. Han har ild i øjnene og vil vinde, forklarer akademichefen.

- Hans bundniveau er blevet bedre, men det kan stadig blive højere. Typer som Mikael har det med at falde ud af kampene, hvis tingene ikke lykkes. Men han er en glad dreng, som elsker at spille fodbold, og kunsten er at indgå på et hold. Men han er en meget interessant spillere og et unikt talent, siger Flemming Broe.

Selv glæder Mikael Neville Anderson sig til at begynde på Akademiet og få endnu mere fodbold på programmet. Og der er en helt klar årsag til, at valget faldt netop på FC Midtjyllands fodboldakademi.

- Det er det bedste. Der er den bedste træning, og deres træning passer en type spiller som mig. Det bliver spændende og sjovt. Jeg forventer, det bliver hårdt, og at der skal arbejdes hårdt for at komme på holdet, men jeg glæder mig, siger Mikael Neville Anderson.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox