18.07.2013, 06:22 | Af: Administrator

Spillerne fysisk klar til premieren

Ulvene er gået frem i de fysiske tests siden vinterpausen.

Fredag aften går det løs i Superligaen, når FC Midtjylland jagter point mod AGF. Og det er en flok spillere, som møder op i Aarhus i god form efter en stærk opstart.

- Spillerne gjorde det rigtig godt i den seneste løbetest. Truppen har som helhed præsteret bedre denne gang end i vinters, og det viser, at vi har taget endnu et skridt i vores fysiske udvikling, siger Christian Clarup, der er fysisk træner i klubben.

- Det skyldes, at spillerne igen er mødt op med stor motivation og energi. De har en vilje til at træne meget og hårdt. De har gjort det godt i hele opstarten, siger den fysiske træner, der kan berette om, at både Marco Larsen og Patrick Banggaard løb den seneste biptest helt ud.

En medvirkende årsag til de gode fysiske tests skyldes foruden spillernes indstilling til at yde deres maksimale et stærkt samarbejde med sundhedssektoren.

- Det gode samarbejde i sundhedssektoren gør, at jeg får de nødvendige informationer, som gør det muligt at dosere den enkelte spiller korrekt. Derudover har vi en cheftræner, som ikke er bange for at uddelegere ansvaret, hvilket giver optimale arbejdsbetingelser, forklarer Christian Clarup.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox