08.07.2013, 13:39 | Af: Administrator

Ulvene spiller næstsidste test mod fynske oprykkere

Tirsdag aften spiller FC Midtjylland mod Marienlyst, som i denne sæson skal prøve kræfter med 1. division, efter at holdet i sidste sæson blev suveræn vinder af 2. division Vest.

FC Midtjylland har haft en fin sæsonopstart, hvor holdet, med undtagelse af Isaac Oliseh som har fået et vrid i den ene fod, har været forskånet for nye skader. Derfor har trænerteamet valgt at arrangere en ekstra træningskamp mod Marienlyst, som i sidste sæson rykkede op i 1. division.

- Kampen er et udtryk for, at vi ønsker at holde truppen så bred som mulig, forklarer cheftræner Glen Riddersholm, der vil se spillerne arbejde videre med de principper, som holdet har haft fokus på i opstarten.

- Taktisk handler det om at spille ud fra en god defensiv organisation. Og så skal vi spille mere direkte efter erobringer. Vi har en tendens til at tøve og spille for langsomt. Vi skal spille mere direkte og skabe flere chancer ud fra vores boldovertag.

Marienlyst vandt i sidste sæson 2. division Vest. Fynboerne var det suverænt mest scorende mandskab med hele 81 mål i 30 kampe. Omvendt lukkede holdet 45 mål ind, så der er lagt op til en god midtjyske test på Odense Atletikstadion tirsdag aften.

- Jeg forventer at se nogle motiverede og tændte spillere, som ønsker at vise sig frem, og som er klar, hvis der skulle komme formdyk eller skader hos de mere etablerede spillere. Marienlyst er et offensivt oprykkerhold, så der er lagt i kakkelovnen til en god gang fodbold.

- Lige nu er der mange, der drømmer og har ambitioner om at være med i den første kamp. Mange byder sig til, og der er en enorm jævnbyrdighed i truppen. Det er svært at spå om, hvem der vil slå til, så det handler om at præstere, når man får muligheden, siger Glen Riddersholm.

Der er kick-off på Odense Atletikstadion klokken 18.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox