16.08.2013, 18:38 | Af: Administrator

Duncan tæskede Brøndby gul og blå

Hattrick af angriberen i FCM-sejr på 5-2.

FC Midtjylland skulle fredag aften forsøge at følge op på den pointmæssige drømmestart i Superligaen, der efter fire runder havde givet fuldt udbytte. Det skulle man, da Brøndby IF gæstede Herning og MCH Arena i et opgør, der skulle blive ganske begivenhedsrigt.

Første store chance faldt efter godt et kvarters spil, da Jesper Juelsgård sendte et fladt indlæg ind mellem venner og fjender efter en omstilling. Her fik Pione Sisto afsluttet, men bolden tog foden på Lukas Hradecky, der lige så vel kunne have skullet hente læderet ud af sit net.

Kyniske gæster
Hjemmeholdet var i en stærk periode, og holdet forsatte trykket, blandt andet takket være et par stærke Kristian Bak-detaljer i højresiden.

Alligevel skulle gæsterne komme først på tavlen. Kenneth Zohore satte sidste fod på bolden tæt under mål, og dermed kunne han fejre sin Brøndby-debut med en scoring efter blot 22 minutter.

Kontant solo-respons
De talstærke blå-gule fans fik dog blot et par minutter at fejre scoringen i, før Sylvester Igboun tog sagen i egen hånd. Nigerianeren trak ind fra venstresiden og udplacerede Lukas Hradecky med et skud på indersiden af stolpen, og så var det værternes tur til at juble.

Efter 38 minutter gik det galt i FCM-defensiven. Kristian Bak gik fejl af en bold, så Quincy Antipas kunne afslutte på Jonas Lössl. Keeperen fik dog pareret bolden tilbage i spil, og så gik det snart løs i den anden ende.

Et Juelsgård-hjørne snød de første Brøndby-spillere, og inde foran kunne Morten ’Duncan’ Rasmussen kaste sig ind i bolden og sende FC Midtjylland til pause med 2-1.

Duncan fik også mulighed for at udbygge kort inde i anden halvleg, men han fik ikke ordentligt træf på indlægget fra Kristian Bak.

Duncan-show
Til gengæld satte angriberen for alvor gang i sit helt eget show, da kampen havde rundet de første 60 minutter. På tre minutter udbyggede han sit foreløbigt ene mål til et hattrick, da han først fulgte op på Erik Sviatchenkos saksespark til 3-1 og kort efter udnyttede Michael Almebäcks blinde vinkel til at komme alene med Lukas Hradecky, som han let udplacerede til 4-1. En kæmpe fejl af den nytilkomne svenske forsvarsspiller.

Ti minutter senere takkede Duncan af til stående applaus, og i stedet kom Frank Kristensen på banen. I mellemtiden havde Marco Larsen sågar fået lov at lave karrierens letteste mål, da Albrechtsen og Hradecky kiksede fuldstændigt indbyrdes, og FCM’s midtbanespiller kunne lægge bolden køligt ind i et tomt mål.

Så gjorde det ikke så meget, at Jonas Lössl så skidt ud på et frispark af indskiftede Andrew Hjulsager, der gjorde det til slutresultatet 5-2.

FC Midtjylland topper fortsat Superligaen med maksimumpoint, nu 15 point efter fem kampe. Næste opgave for FCM er mandag den 26. august, hvor AaB tager imod.

KAMPFAKTA:
Superligaen, runde 5: FC Midtjylland - Brøndby IF 5-2 (2-1)

22’ 0-1 Kenneth Zohore, 25’ 1-1 Sylvester Igboun, 43’ 2-1 Morten ’Duncan’ Rasmussen, 63’ 3-1 Morten ’Duncan’ Rasmussen, 66’ 4-1 Morten ’Duncan’ Rasmussen, 76’ 5-1 Marco Larsen, 85’ 5-2 Andrew Hjulsager

Advarsler: 83’ Izunna Uzochukwu (FCM) - 55’ Martin Albrechtsen (BIF)

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM: 1 Jonas Lössl, 6 Jesper Juelsgård, 9 Morten ’Duncan’ Rasmussen (78’ Frank Kristensen), 11 Danny Olsen (59’ André Rømer), 18 Erik Sviatchenko, 19 Marco Larsen, 26 Patrick Banggaard, 27 Pione Sisto (84’ Musefiu Ashiru), 32 Kristian Bak Nielsen, 43 Izunna Uzochukwu, 44 Sylvester Igboun.

BIF: 1 Lukas Hradecky, 2 Michael Almebäck, 5 Martin Albrechtsen, 6 Martin Ørnskov, 11 Kenneth Zohore (69’ Martin Bernburg), 12 Frederik Holst, 15 Mikkel Thygesen, 17 Riza Durmisi, 18 Lebogang Phiri, 22 Mathias Gehrt (62’ Andrew Hjulsager), 80 Quincy Antipas

Dommer: Michael Tykgaard

Tilskuere: 10.745 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller: Morten ’Duncan’ Rasmussen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox