02.08.2013, 10:25 | Af: Administrator

FC Midtjylland forlænger med stortalent

Pione Sisto har sat sin underskrift på en fire-årig kontraktforlængelse med ulvene.

FC Midtjyllands talentfulde offensivspiller Pione Sisto har vist stærke præstationer i efterårets to første kampe, hvor han med en scoring i premieren mod AGF og en flot præstation i 1-0-sejren over de danske mestre har været en vigtig spiller for ulvene.

Derfor glæder det da også ordførende direktør i FC Midtjylland Claus Steinlein, at klubben er blevet enig med den tidligere akademispillere Pione Sisto om en fire-årig kontraktforlængelse, så parterne nu har papirer på hinanden frem til sommeren 2017.

FC MIDTJYLLAND - SØNDERJYSKE FREDAG D. 2/8 KL. 18.30 - KØB BILLETTER HER >>

- Vi er rigtig glade for at have forlænget fire år med Pione. Han er en unik spiller. Det har vi set i efteråret, hvor han har scoret og været med i mange gode situationer, og til træning ser vi ham lave endnu bedre ting, siger ordførende direktør Claus Steinlein.

- Han er en, der kan underholde publikum. Jeg har aldrig set en spiller, der kan så meget med bolden, som han kan. Det er tæt på at være en gave til det midt og vestjyske fodboldpublikum, at vi har forlænget kontrakten, siger Steinlein.

- Pione har stadig langt vej. Han skal fortsat arbejde hårdt, og det er han også indstillet på. Han selvtræner meget, har stadig begge ben på jorden og er ydmyg. Det er det, der har ført ham hertil, og det er det, der skal føre ham videre.

Den 18-årige Tjørring-knægt, der endnu blot er andenårs U19-spiller, var en del af Herning Elite-projekten, inden han kom på FC Midtjyllands fodboldakademi. Hos ulvene er man stolte over, at man har gjort endnu en akademispiller klar til Superligaen.

- Vi er stolte over, at vi har uddannet endnu en spiller fra Akademiet og gjort ham klar til førsteholdet. Der skal lyde en stor ros til trænerne på Herning Elite-projektet og på Akademiet. De har givet ham lov til at være Pione og tænkt på, hvad der er har været bedst for ham, siger Claus Steinlein.

LÆS OGSÅ: 
BIlletter/PreMatch: FCM-SønderjyskE

Cheftræner Glen Riddersholm er glad for, at han i de kommende fire år råder over det 18-årige stortalent.

- Det betyder altid noget, når vi ser unge talentfulde spillere ønsker at binde sig til fremtiden. Det er et signal om, at Pione tror på projektet i FC Midtjylland, og det betyder meget for os. Klubben har uddannet en spiller, som har vist, at han har niveauet til at være med i den bedste række, hvor han har potentialet til at udvikle sig til at blive en profil og over tid kan blive interessant for et større marked, siger Glen Riddersholm.

- Pione passer perfekt ind på holdet med sine store spidskompetencer. Han har dygtige individuelle færdigheder og gode egenskaber omkring det kollektive spil. Han er en enormt ambitiøs spiller, der arbejder hårdt i hverdagen og aldrig hviler i det, han kan, men hele tiden forsøger at sætte overliggeren højere.

- Han er i besiddelse af enorme tekniske kompetencer. Han er rigtig dygtig i sine driblinger, har et godt første touch, og så har han hurtige fødder og er god til at udfordre modstanderen i små rum. Derudover har han en god fart og er udholdende, forklarer Riddersholm.

- Han har et glimt i øjet og spiller et spil, der appellerer til publikum. Derfor er han også allerede blevet en populær skikkelse i regionen. Han har lagt på henover sommeren, hvor han er blevet bedre til true modstanderen med sine dybe løb, og så er han blevet dygtigere i sit defensive spil, som også var nødvendigt og et vidnesbyrd om, at han ikke er tilfreds men hele tiden vil udvikle sig, siger cheftræneren.

Pione Sisto er med i den FC Midtjylland-trup, som i aften klokken 18.30 tager imod SønderjyskE på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox