17.08.2013, 10:35 | Af: Administrator

FC Midtjylland har været med til at skabe mig

Mads Albæk er faldet godt til i Frankrig og kan lørdag få debut for sin nye franske klub Reims mod sin tidligere værelseskammerat fra Akademiet. Selv om midtbanespilleren er rykket 1100 kilometer sydpå, så følger han stadig sine tidligere holdkammerater og glæder sig over den flotte start på sæsonen.

Efter otte år på den midtjyske hede sagde Mads Albæk denne sommer farvel til FC Midtjylland. Ny destination var Reims i den bedste franske liga, hvor den 23-årige midtbanespiller er klar til nye udfordringer både på og uden for banen.

Et nyt land har taget imod den tidligere akademispillere og et nyt sprog venter, førend han kan indgå fuldt i den daglige jargon i klubben. Det holder dog ikke den danske midtbanefighter tilbage, og da fcm.dk fanger ham over telefonen, har han netop været ude at spise frokost med en holdkammerat efter dagens træning.

Selv om engelsk er en udfordring for Albæks nye holdkammerater, så kører samtalerne i en blanding af engelsk, fransk og tegnsprog. Kun tre-fire spillere på holdet kan gøre sig forståelige på lidt skoleengelsk, og først i den kommende uge begynder Mads Albæk på franskundervisningen. Det afholder ham dog ikke fra at forsøge sig på et sprog, han ikke forstår.

- Det er vigtigt for mig at vise, at jeg gerne vil lære tingene. Jeg får også positiv respons, når jeg prøver at sige noget på fransk. Så giver de mig high fives og smiler. De kan godt lide, at man forsøger, siger Mads Albæk, der er faldet godt til i det franske.

- Socialt falder jeg godt ind. Det er en meget social klub. De har tradition for, at der hver anden søndag er grillhygge med holdet. Det virker til, de synes, jeg er en fin gut, og jeg har været en del ude at spise med spillere fra holdet. Der får jeg lidt fif og lærer små gloser. For mig handler det om at være åben, siger Mads Albæk.

Mulig debut mod tidligere værelseskammerat
I den første tid i Frankrig boede Albæk på hotel, men han har nu fundet et hus, som skal danne base for de kommende år. Snart får han også selskab af sin kæreste, som flytter til Frankrig, hvor hun skal fortsætte sin håndboldkarriere og samtidig fjernstudere. Også Albæks storebror flytter til Frankrig for en periode.

Fodboldmæssigt har den danske midtbanespiller også fundet sig tilrette i den franske klub, der har opnået seks franske mesterskaber og to finalepladser i Europa Cuppen for mesterhold, som vi i dag kender som Champions League. To træningslejre har holdet haft frem mod turneringsstarten, og det har været en anderledes oplevelse i forhold til det, danskeren tidligere har været vant til.

- Vi havde tre træninger om dagen. Vi stod op klokken 7.15 og løb, og derudover havde vi to træningspas hver dag. Det var en hård omgang. Træningerne er forløbet fint, og jeg har fået spilletid i alle træningskampe, fortæller Albæk, der dog måtte se til fra tribunen i 2-1-nederlaget i sæsonpremieren mod Rennes, da han på grund af et gult kort i den sidste kamp i Superligaen mod AGF havde raget en karantæne med sig til Frankrig.

Til gengæld kan danskeren få sin franske debut mod sin tidligere værelseskammerat på Akademiet i FC Midtjylland. Reims møder nemlig lørdag Lille, som har den tidligere FC Midtjylland-spiller Simon Kjær på holdkortet. Og netop Kjær og Albæk boede på værelse sammen det første år på midtjydernes fodboldakademi.

Albæks navn figuerer i 18-mandstruppen, men om det bliver til debut for danskeren ved han endnu ikke. 

- Man snakker ikke så meget med træneren hernede og får at vide, hvad planerne er. Men jeg skal kæmpe med de andre på min position om spilletid, og så må vi se, hvornår jeg får det. Jeg tager det stille og roligt og er tålmodig. Når jeg får muligheden handler det om at gribe den, siger Mads Albæk, der i træningskampene op til sæsonstarten har fået minimum en halvleg i samtlige kampe.

Ulve-sejre skaber glæde i Frankrig 
Selv om Heden er byttet ud med et hus i Champagne-Ardenne-regionen i Frankrig, så følger den tidligere ulv stadig holdkammeraterne i Superligaen, og han lægger da heller ikke skjul på, at FC Midtjylland har en stor plads i hjertet.

- Jeg ser tiden i FC Midtjylland som en god tid, og det er jeg også sikker på, at alle ved. Det har været min bedste tid som fodboldspiller, og det er en klub, jeg er rigtig glad for. Hver gang, jeg ser de vinder, gør det mig glad. Jeg havde en super tid i klubben, fortæller Albæk.


-  Jeg har lært meget, og jeg føler, jeg står godt rustet til de udfordringer, jeg står over for nu. FC Midtjylland er en fantastisk klub, som har givet mig alt. Klubben har været med til at skabe mig som fodboldspiller og som menneske. Det var en god og lykkelig slutning på tiden i klubben, og jeg ønsker klubben alt godt fremover, siger Albæk.

Når muligheden byder sig, streamer han ulvenes kampe, så han kan følge sine tidligere holdkammeraters strabadser inden for kridtstregerne.

- Det er dejligt at kunne følge med og se, det går dem godt. Det er en klub, der har bevaret tålmodigheden og ikke er gået i panik men fulgt den plan, man har haft, siger Albæk, der selv var med til at skyde ulvenes gode periode i gang med et stærkt midtjysk forår.

- Vi gjorde det godt gennem en længere periode i foråret, og det er dejligt at se, at det fortsætter. Det er også godt at se, at de unge får spilletid. Det viser, at klubben er tilbage på det spor, den var for nogle år siden, siger Mads Albæk.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox