30.08.2013, 10:49 | Af: Administrator

Gemmer om debut: Det jeg har drømt om

Da 17-årige Jonas Gemmer i går fik debut for ulvene i pokalkampen mod Vendsyssel FF, blev han den femte yngste debutant i klubbens historie.

FC Midtjylland havde i gårdagens pokalsejr over Vendsyssel FF sat en debutant i startopstillingen. 17-årige Jonas Gemmer, der til dagligt slår sine folder på klubbens U19-hold, begyndte således kampen på ulvenes centrale midtbane.

- Det var selvfølgelig stort. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg begyndte på Akademiet, fortæller Jonas Gemmer, der med sit store arbejdsraseri på midtbanen havde sin andel i midtjydernes pokalsejr.

- Jeg var ikke så meget på bolden, men jeg synes, at min arbejdsindsats var god, og jeg fik vist min vindermentalitet, siger Gemmer, der glæder sig over, at trænerteamet gav ham chancen i DBU Pokalen.

- Det viser bare, at Glen og trænerteamet tror på mig. Jeg har udviklet mig meget, siden jeg kom på Akademiet. Der er meget at bygge videre på, og det er fedt allerede at have fået debut. Det giver mere blod på tanden, siger Gemmer, der jagter debut i Superligaen.

- Det har været en drøm, siden jeg kom til FC Midtjylland, at få superligadebut. Men jeg skal bygge videre og udvikle mig, så jeg er forberedt til at komme i Superligaen, siger Jonas Gemmer, der i januar var med på FC Midtjyllands træningslejr i Portugal.

Med sine bare 17 år og 210 dage blev Jonas Gemmer den femte yngste debutant i FC Midtjyllands historie. Den yngste debutant er fortsat Mads Hvilsom med sine blot 16 år og 225 dage.

- Det er selvfølgelig specielt. Jeg har fået debut i en ung alder, men jeg lægger ikke så meget i det, siger Gemmer, der i denne uge også blev udtaget til det danske U18-landshold.

- Det betyder selvfølgelig også meget, men det er større at få debut for FC Midtjylland, synes jeg. Jeg har været fast inde over U17-landsholdet, så jeg havde også regnet med og håbet på, at jeg ville komme med på U18-landsholdet. Men man skal være stolt over at trække den røde landsholdstrøje over hovedet, og det er jeg også, men jeg synes, det er større at få debut for FC Midtjylland og spille en hel kamp, siger Jonas Gemmer, der fik 95 minutter på banen i pokalsejren.

Jonas Gemmer skal i kamp igen allerede i morgen, når FC Midtjyllands U19-hold på hjemmebane tager imod AGF.

Yngste debutanter i FC Midtjylland
Mads Hvilsom (16å, 225d)
Baba Musa (17å, 54d)
Winston Reid (17å, 147d)
Razak Pimpong (17å, 157d)
Jonas Gemmer (17 år, 210 d)
Erik Sviatchenko (17å, 216d)

Leveret i samarbejde med danskfodbold.com

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox