10.08.2013, 14:35 | Af: Administrator

Nederlag i sæsonåbneren

Et meget forandret FCM U19 formåede ikke at fastholde føringen mod AaB

Målvogter Michael Ravn og midterforsvareren Malte Hansen var de to eneste tilbageværende fra sidste sæsons FCM U19, da ulvene lørdag eftermiddag løb ind på EDC Arena til kampen mod AaB.

De øvrige pladser i startopstillingen var i stedet gået til spillere, der var blevet rykket op fra U17 i sommerpausen, Ebedei-talenterne Razak og Samuel og endda et par nuværende U17-spillere (Riis og Sterring).

Man kunne derfor godt være nervøs for om den store udskiftning ville få indflydelse på spillet, og første halvleg viste da også, at det var en begrundet frygt. FCM-spillerne kunne slet ikke få presspillet til at fungere, og boldomgangen lod også meget tilbage at ønske.

Det var derfor AaB der var i teten, og ulvene kunne takke Michael Ravn for at kunne gå til pause uden at være bagud. Målvogteren holdt nordjyderne fra fadet med et par afgørende indgreb.

I halvlegen gav Kenneth Andersen sin sammenbragte flok besked om at deltage med flere mand i presspillet, og den justering var med til at give en markant løft i kvaliteten af FCM-spillet efter pausen. Der kom langt større tryk på AaB-spillerne, når de var i boldbesiddelse, og FCM U19 begyndte at skabe chancer.

Nigeriansk duo bag sæsonens første mål
Efter en lille times spil blev der slået en høj bold op mod Samuel, og kantspilleren dirigerede med hovedet bolden videre ned bag AaBs bagkæde. Her havde Razak taget dybdeløbet, og sparkede sikkert FCM i front.

Glæden over føringsmålet blev dog kortvarig, for fire minutter senere udlignede gæsterne på et lidt ærgerligt mål. Et AaB-frispark ude fra siden blev ikke clearet inde feltet, og en AaB-spiller kunne dukke op ved den forreste stolpe og heade 1-1 målet i nettet.

Herefter kunne kampen være tippet til begge sider, men det blev gæsterne der tegnede sig for kampens tredje scoring. En lang bold fra højresiden blev ikke afvist af FCM-forsvaret , og så var en af modstanderens angribere pludseligt helt fri til at udplacere en chanceløs Michael Ravn.

I kampens sidste kvarter jagtede ulvene udligningen, men det blev ved et par halve chancer, og dermed måtte U19 holdet indkassere det første hjemmebanenederlag i mere end to år.

Cheftræner Kenneth Andersen var skuffet, men også afklaret med nederlaget.

- Lige nu er vi afhængige af at alle spiller op til deres bedste niveau, og det lykkedes ikke i dag. Situationen ville være en markant anden, hvis vi kunne stille med 7-8 andetårsspillere, for så ville der være en stamme på holdet, som de nye spillere kunne læne sig op ad. Det er der ikke pt., og de nytilkomne bliver virkeligt udfordret, sagde Kenneth Andersen efter opgøret.

FCM U19 får nu to uger sammen på træningsbanen inden den næste kamp i U19 Ligaen. Det er udebaneopgøret mod Vejle, lørdag d. 24/8 kl. 13.00.

FC Midtjylland U19 - AaB U19 1-2 (0-0)
57' 1-0 Rasak Adebayo Odeyemi (assist Olajide Samuel Owolabi)
61' 1-1 AaB
73' 1-2 AaB

Startopstilling FCM: Michael Ravn - Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis, Malte Hansen, Jeppe Solgaard - Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Simon Sterring - Olajide Samuel Owolabi, Rasak Adebayo Odeyemi, Anders Lund

Indskiftninger:
60' Anders Lund ud, Mikkel Duelund ind
60' Mikkel Frankoch ud, Mikkel Adamsen ind
80' Simon Sterring ud, Gloire Rutikanga ind

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox