09.08.2013, 05:38 | Af: Administrator

Nyt U19-hold fortsætter hvor de slap

Ved første øjekast starter FCM U19 den nye sæson, præcist hvor den gamle sluttede, nemlig med en hjemmekamp mod AaB.

Det er dog kun på overfladen, at alt virker uforandret. Et hurtigt blik ned ad FCM-truppen afslører, at der er sket drastiske ændringer i løbet af de knap otte uger, der er gået siden den seneste ligakamp.

Spillerne fra årgang 94 har forladt akademiet, og taget hul på deres seniorkarrierer, men derudover har man også måttet sige farvel til flere af spilleren fra årgang 95 – blandt andet sidste års topscorer Mikkel Luimes Nielsen, der har skrevet kontrakt med FC Nordsjælland, mens Frederik Kjærulff og Mads Lind har taget turen til HB Køge.

Det efterlader kun en lille gruppe af ”gengangere” fra det hold, der sluttede på fjerdepladsen i sidste sæson, nemlig målmand Michael Ravn, forsvareren Malte Hansen, Mikkel Adamsen (midtbane/angreb) og endelig Malte Schmücker der desværre missede store dele af sidste sæson på grund af en skade.

Til alt held er der dog også kommet en stribe spillere op fra U17-holdet – i forsvaret drejer det sig om Jeppe Solgaard, Rasmus Lauritsen, Asger Sørensen, mens midtbanen forstærkes af Jonas Gemmer, Anders Lund, Mikkel Frankoch og Sigurd Schøndorf. Dertil kommer Ramjavakar Yogathas (Java) i angrebet, og Rasmus Bach i målet. Også Joachim Andersen indgik i det "nye FCM U19", men den alsidige spiller blev i den forgangne uge solgt til hollandske FC Twente.

Endelig har U19 holdet fået tilgang af to spillere fra FC Ebedei, i form af kantspilleren Samuel og angriberen Razak. De to nigerianere har allerede fået de første kampe i FCM-trøjen, og fik sig lidt af en oplevelse, da de kom på banen i onsdagens træningskamp mod Sunderland - i øvrigt sammen med flere af deres nye holdkammerater.

Skal finde sammen som hold
For træner Kenneth Andersen venter der en klart defineret opgave klar – det gælder om hurtigst muligt at få skabt fælles fodslag og en god indbyrdes forståelse mellem spillerne. Det kræver mere tid og flere træningspas, end den nye U19 trup har haft til rådighed i opstartsfasen, men alligevel er cheftræneren optimist før lørdagens premierekamp mod AaB.

- De fleste af de nye spillere har jo et rigtigt godt kendskab til hinanden fra U17-holdet, og måden at spille på, og er jo også den samme. Flere af dem har også spillet U19 fodbold allerede i den forgangne sæson. Springet er naturligvis større for vores to nye nigerianske spillere, men de får tid til at vænne sig, både til spillestilen, og det at være kommet til Danmark, siger Kenneth Andersen.

Som led i sæsonforberedelserne deltog de to akademihold i en miniturnering i Kiel i Tyskland, og både spil og resultater var opløftende – for FCM U19 bød de fire kampe på tre sejre og en enkelt uafgjort, og en målscore på 8-1.

Om den sammenbragte flok kan overføre takterne til U19 Ligaen, ja, det vil tiden jo vise, når den nye sæson fløjtes i gang på EDC Arena lørdag kl. 13.00. Som altid er der gratis adgang, så kom til Ikast og støt talenterne!

Resultater af træningskampene:

EfB U19 – FCM U19 2-1, Kiel U19 – FCM U19 0-3, Jian Gsu U19 – FCM U19 0-1, Eichede U19 – FCM U19 0-3, Hamburger SV U19 – FCM U19 1-1

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox